94-årig var nazivagt i Stutthof, hvor også danske fanger blev myrdet

En 94-årig tysker er anklaget for krigsforbrydelser i kz-lejren Stutthof, hvor der var 150 danske fanger. I lejren blev fanger systematisk myrdet. En tysk ret har imidlertid aflyst retsmødet, fordi tyskeren havde helbredsproblemer.

Den tidligere vagt i Stutthof skubbes ind i retssalen i Münster i Tyskland 6. november for at stå til regnskab for sine handlinger under nazitiden. For at skjule hans identitet er hans ansigt skjult, men hans oplysninger er siden sluppet ud. Han hedder Johann Rehbogen.   Fold sammen
Læs mere
Foto: Guido Kirchner
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

De tyske myndigheder har et par gange forsøgt at få tiltalt den 94-årige Johann Rehbogen, der tidligere var medlem af det nazistiske korps SS. Han blev i november i retten i Tyskland anklaget for krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig.

Han var under krigen vagt i kz-lejren Stutthof, der også rummede danske fanger. I alt blev 150 danske kommunister i oktober 1943 sendt til Stutthof, hvoraf 21 døde.

Retssagen i november blev flyttet til december, men nu har dommeren bestemt, at sagen skal udskydes, fordi Johann Rehbogen er blevet syg. Dommeren har bestemt, at Johann Rehbogens helbred skal undersøges i januar for at se, om han er rask nok til en retssag.

Nazist for retten

Den nu anklagede nazist Johann Rehbogen er tiltalt for at have arbejdet som vagt øst for Danzig, som i dag er den polske by Gdansk, fra juni 1942 til begyndelsen af september 1944.

Der er ikke beviser, der kæder ham til specifikke forbrydelser, men flere end 60.000 mennesker blev myrdet i Stutthof, og anklageren argumenterer for, at Johann Rehbogen må være medskyldig i en del af disse drab.

I Stutthof blev fangerne myrdet i gaskamre med dødelige injektioner direkte i hjertet eller ved skud. De blev også sultet og tæsket til døde eller tvunget ud i vinterkulden uden tøj.

Anklageren Andreas Brendel skriver i sit anklageskrift, at drabsmetoderne var mange, og at SS-folkene enten deltog i eller havde viden om disse mord.

Johann Rehbogen havde titel af en slags specialist i SS, som på tysk havde betegnelsen Sturmmann. Han benægter ikke, at han var i lejren, men påstår, at han var uvidende om drab og ikke deltog i dem. Rehbogen lever i dag i kommunen Borken nær den hollandske grænse. På grund af sin alder og skrøbelighed varer retsmøderne kun to timer hver dag. Han var under krigen under den kriminelle lavalder, hvilket gør, at sagen føres for en ungdomsret.

Simon Wiesenthal Center har fundet vidner

Simon Wiesenthal Center, som er oprettet for at forfølge naziforbrydere og opkaldt efter en berømt nazijæger, har fundet 20 overlevende fra Stutthof, der har erklæret sig villige til at vidne. Lederen af Simon Wiesenthal Center, Efraim Zuroff, udtaler til israelske medier:

»Tiden mindsker ikke på nogen måde disse holocaustforbryderes skyld, og alder skal ikke være noget værn for dem, der begik disse forfærdelige forbrydelser.«

Selv om der nu er få naziforbrydere tilbage, er der stadig verserende sager. Anklagemyndigheden i den tyske by Ludwigsburg, som står for nazisager, har stadig undersøgelser i gang.

Det at være vagt er i sig selv nok til at blive dømt som medskyldig i mord i dødslejre, selv om man ikke direkte kan forbinde vagten med konkrete drab. Således blev nazisten John Demjanjuk, der havde søgt tilflugt i USA, i 2011 dømt, selv om han heller ikke kunne forbindes til konkrete mord.

Demjanjuk havde været vagt i dødslejren Sobibor. Han benægtede sin skyld og døde, før hans appelsag kunne prøves.

I 2015 blev den tidligere Auschwitz-vagt Oskar Groening dømt på samme grundlag.

Stutthof som kz-lejr

Der er den forskel på Stutthof, Auschwitz og Sobibor, at Stutthof var en koncentrationslejr og ikke en egentlig dødslejr. Men anklageren mener, at dommene fra Sobibor og Auschwitz kan overføres til kz-lejre, fordi så mange blev myrdet der.

Stutthof blev etableret i 1939 og blev oprindeligt brugt til jøder og ikkejødiske polakker fra Danzig-området. Fra 1940 blev slavearbejdere fra Polen og Sovjetunionen sendt til lejren.

Efterhånden sendtes også kriminelle, politiske fanger, homoseksuelle og Jehovas Vidner til lejren. Fra midten af 1944 kom nye grupper af jøder til lejren fra de ghettoer, nazisterne destruerede.

Stutthof var den sidste koncentrationslejr, der blev befriet. Da de sovjetiske tropper nærmede sig, blev alle spor af myrderierne forsøgt fjernet. Krematoriet blev sprængt i luften, og ti barakker for jøder blev brændt ned. Både SS-folk og den tyske hærs soldater i Wehrmacht deltog i henrettelser af fanger i disse sidste døgn.

Først den 9. maj 1945 blev Stutthof befriet af sovjetiske soldater. På det tidspunkt var der 100 fanger tilbage, som var lykkedes med at gemme sig i lejren. Den nazistiske evakuering af kz-lejren betød, at cirka 20.000 fanger, heraf 115 danske, blev tvunget til fods på en såkaldt dødsmarch.

I den sidste desperate fase blev fanger tvunget ud i vandet og skudt af nazisterne. Af de danske fanger, der deltog i denne dødsmarch, overlevede 85.

Anklager mod dansk vagt droppet

I 2016 blev det forsøgt at rejse anklage mod en dansk mand ved navn Helmuth Leif Rasmussen, der havde været vagt i en kz-lejr i den hviderussiske by Bobruisk under krigen. Manden var 91 år i 2016, og Efraim Zuroff var dengang i Danmark i et forsøg på at rejse beviser mod danskeren.

Bobruisk husede både jødiske fanger og russiske krigsfanger. Men den danske statsadvokat mente dengang, at beviserne ikke var tilstrækkelige til at føre en sag om krigsforbrydelser, og standsede efterforskningen mod manden.

I 2016 udtalte Zuroff:

»Jeg er naturligvis meget skuffet over den beslutning. Vi har mulighed for at indgive en appel, og efter at have talt med mine kollegaer i Danmark er det meget sikkert, at vi vil appellere.«

Anmeldelsen skete på baggrund af oplysninger i bogen »En skole i vold«, hvor historikerne Therkel Stræde og Dennis Larsen gennem dokumenter fastslog, at Helmuth Leif Rasmussen i en retssag efter krigen havde vidnet om, at han som Frikorps Danmark-frivillig overværede drab på jøder som vagt i lejren.

Ifølge Efraim Zuroff skulle de oplysninger i sig selv være nok til at få danskeren dømt:

»For omkring otte år siden besluttede de tyske myndigheder, at enhver person, som har tjent i en dødslejr eller i de såkaldte »einsatzgruppen« (indsatsgrupper, red.), kan straffes for medvirken til mord. Med andre ord skal anklageren ikke bevise en specifik forbrydelse mod et specifikt offer,« udtalte Zuroff.