SPONSERET INDHOLD

Stylisten: Derfor skal du altid vælge skoene først

Alle kender dilemmaet. Den ene weekend er der bryllup på programmet og den næste havefest. Hvordan skal man finde kjolen, der kan bruges til alle slags sommerfester? Modeeksperten guider til et nemt og perfekt sommeroutfit til kvinder i alle aldre.

Arkivfoto Scanpix Fold sammen
Læs mere

KJOLEN til alle lejligheder - både bryllup og havefest
Der er én kjole, som rammer plet til alle formål. Maxikjolen. Både når termometeret runder de 25 grader og solen brager ned fra en skyfri sommerhimmel  - og når sommervejret allermest minder om en kedelig og småkold efterårsdag.

"I år skal man gå efter en maxikjole. Den er sommerens ultimative hit. Vælg en med farver eller blomstermønster. Tyk, som tynd, man ser drøngodt ud i en maxikjole," fastslår Christina Wedel.

Hun forklarer også, at det er vigtigt at vælge den ærmeløse udgave, hvis man er størrelse 42 plus. "Det er en misforstået tendens, at man dækker sine arme til, hvis man har lidt ekstra på sidebenene. Det vigtigste er, at maxikjolen sidder flot til i overstykket og falder tungt derfra og ned til gulvet, forklarer hun. Hendes egen favorit blandt sæsonens udvalg er maxikjolen med bryderryg. Men det hele begynder nedefra.

Start med skoene
"Vælg altid sko før, du vælger kjole", siger stylist og personlig shopper, Christina Wedel. Mange begår, ifølge hende, den fejl, at de finder en fin kjole og så tager de klassiske, sorte stiletter på til. Det gør intet godt for benene.

"Sorte stiletter virker tunge til sommerkjoler og skærer benene over. Gå efter sko i nude, tanned, rosa og cremede farver. Det virker forlængende på benene og giver et visuelt udtryk af lange, lækre stænger, forklarer Christina Wedel.

Denne sommer kan du med god samvittighed give dine fødder en velfortjent pause fra de høje hæle - flade sko og sandaler er nemlig højeste mode.

"Det boomer med flotte, flade sko. Aldrig har der været flere sko med kittenhæl, kilehæl, eller de helt flade af slagsen. Og de er faktisk endnu flottere til sommerens helt store kjolehit - maxikjolen. Flade sko tillader maxiskørtet at virke uendeligt og falde helt til jorden, så vælg endelig dem, hvis du skal til havefest eller strandfest, råder Christina Wedel.

Drop den lille sorte og sæt kulør på
Sort er en klassiker i danske kvinders klædeskab. Men det er ikke specielt sommerligt eller bryllupsvenligt, så vælg noget med farver.

"Sæsonen byder på et slaraffenland af flotte farver. Koralrød, rustrød, pasteller, signalfarver og sommerens helt hotte farve - stærk citrusgul. Disse farver fremhæver vores solkyssede sommerkulør," forklarer Christina Wedel.

Brenda kjole fra Rabens Saloner til 1.200 kr, Pascha kjole fra Ralph Lauren til 1.749 kr. og Cangaro kjole fra DAY Birger et Mikkelsen til 2.499 kr. Alle kjoler fås i Magasin. Fold sammen
Læs mere
Find mere inspiration til sommeroutfittet her

 

Hun er særlig begejstret for den citrusgule, som de fleste designere har med i deres sommerkollektioner. Den er nemlig flot til alle danske kvinder, lyse som mørke.

"Mit bedste råd til sommergarderoben lyder: Udfordr dig selv, gå ombord i sæsonens smukke farver og skrot den lille sorte," siger Christina Wedel.

Kjolen til alle aldre
Stylisten fremhæver igen maxikjolen, som det bedste bud.

"Maxikjolen kan bæres alle kvinder i alle aldre, fortæller Christina Wedel. Men er der noget, der bare ikke dur, når man har passeret de 40 og alt sidder lidt løsere, end i de glade 20'ere? "Som udgangspunkt skal man altid klæde sig efter sin facon. Generelt er alt tilladt i 20'erne. Giv den gas! Den romantiske maxikjole er især flot til kvinder i 20'erne," siger Christina Wedel.

Når man har rundet de 40, handler det om ikke at efterligne kvinderne i 20'erne.

"Men skru endelig ikke ned. Undgå at blive kedelig. Og lad nu være med at altid vælge sort. Den gyldne regel er, at nederdelen helst ikke skal være kortere end 10 - 12 centimeter over knæet. Er den det, er det pænest med strømper til," siger Christina Wedel.

I følge Christina Wedel, begår kvinder i 50'erne og 60'erne ofte den fejl, at de fravælger farver. "Pas på med at tro, at du ikke må gå i farver længere. Netop farver, især pasteller, er super smukt til ældre kvinder. Det står flot til fx gråt hår," forklarer Christina Wedel, som til September er aktuel med bogen Smuk på din egen måde.

Skærm dig for regn og blæst med en bolero
Selvom årstiden indbyder til florlette kjoler og bare ben, er det ikke altid vores nordlige breddegrader byder på varme sommernætter. Regn, rusk og blæst kan meget vel være på dagsordenen, når vi snart skal af sted til sommerens skønne fester. Frygt ej, der er gode råd at hente. Christina Wedel fortæller, at boleroen er topmoderne netop nu.

"Boleroen er flot til alle kjoler og snit. Også maxikjolen. Den er nem at have med i tasken, da den typisk ikke fylder ret meget.  Meget kuldeskære kvinder bør også investere i et par strømpebukser uden tæer. Falke har lavet en version til åbne sko. Det er intet mindre end genialt. Man kan slet ikke se, at man har strømper på. Vælg de nude, tanned farvenuancer i en gennemsigtig tynd denier," lyder rådet fra Christina Wedel.

Hittet til drengepigen
Hvis du er én af de kvinder, der altid føler sig akavet og utilpas i kjole, er det intet problem. Gå blot efter sommerens uundgåelige pyjamas-jakkesæt.

"Sæsonen er spækket med sexede og sofistikerede pyjamas-jakkesæt. De er både klædelige til sommerens fester og kan bruges til mange andre anledninger. Sæt en strikket sweater til bukserne eller brug jakken til et par jeans for et casual udtryk. Gå efter et med blomstermønster eller striber," siger Christina Wedel.

Dette indhold er produceret af Berlingske Media i samarbejde med en annoncør. Berlingske Medias uafhængige redaktioner har intet at gøre med udarbejdelsen af indholdet.