Barndommen brister

Roman. Roy Jacobsen er et af norsk samtidslitteraturs mest anerkendte navne, og vi har fået flere af hans bøger i dansk oversættelse.

Således nu også hans seneste roman »Vidunderbarn«, som fortælles fra drengen Finns perspektiv. Vi er i 1960erne, og Finn bor alene med sin mor i en lille lejlighed, da en ukendt lillesøster pludselig melder sin ankomst. Linda hedder hun og er lidt ud over det sædvanlige. Samtidig flytter en lejer ind, og de to nytilkomne vender op og ned på Finns verdensbillede. »Vidunderbarn« er en roman om barndommen, der brister - om at erfare, at man ikke er universets centrum og om at få et andet perspektiv på tilværelsen. Det er også en roman om det socialdemokratiske Norge i udvikling - om at være af arbejderklassen, om at tage på campingferie for første gang, om at slås i skolegården, osv. Barnets perspektiv og udvikling lægger en svag ironisk distance, der gør at man både klukler og bekymres undervejs. 

Roy Jacobsen: »Vidunderbarn«. Oversat af Camilla Christensen. 240 s. 250 kr. Rosinante.