Triumftoget fortsætter for Elbæk

Uffe Elbæk og Alternativet trodser fortsat alle dommedagsprofetier og har gang i et vokseværk, der skaber uro på Christiansborg.

Alternativet er blevet en gedigen succes, og ingen på Chistiansborg griner længere, når Uffe Elbæk siger, at han satser på ti procent af stemmerne ved næste folketingsvalg. Foto: Niels Ahlmann Olesen Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Sjældent har så mange taget så meget fejl af så få.

Med denne omskrivning af Winston Churchills berømte ord kan situationen passende ridses op for Uffe Elbæk og Alternativet: Elbæk og hans nærmeste er blevet afskrevet, hånet og kritiseret. For blot at buldre frem mod nye milepæle.

Da han præsenterede sit parti i 2013, troede ingen på Christiansborg på projektet. De færreste indså, at han på baggrund af den dybe tillidskrise og det dramatiske vælgeropbrud i rød lejr reelt stod med et perfekt afsæt for at appellere til tusinder af frustrerede centrum-venstre-vælgere. Endnu færre havde forstået, at Elbæk og hans allierede rådede over unikke kompetencer i forhold til at bruge sociale medier og opbygge en netværksbaseret græsrodsbevægelse.

Selv da Alternativet strøg ind i Folketinget ved valget sidste sommer – med knap fem procent af vælgerne bag sig – lød det køligt fra de fleste, at det ville blive svært for Elbæk at fastholde opbakningen. Flere forudså, at hans uerfarne folketingsgruppe hurtigt ville blive uenig og falde fra hinanden, når de nu skulle til at lave konkret politik og stemme i folketingssalen. Igen tog alle fejl.

Når Alternativet fra tidlig morgen til sen lørdag aften samles til årsmøde i Odense, er status, at folketingsgruppen er mere end intakt, ja faktisk er den blevet udvidet med en socialdemokratisk afhopper. I flere af de aktuelle målinger opnår Alternativet støtte fra ca. otte procent af vælgerne, og ingen griner længere, når Elbæk siger, at han satser på at nå op på ca. ti procents vælgerstøtte ved næste folketingsvalg.

Det er desuden et godt gæt, at han har en ganske realistisk chance for at nå sit nye mål om at erobre en borgmesterpost på Københavns Rådhus og en rådmandspost på Aarhus Rådhus ved næste kommunevalg. Og det er heller ikke usandsynligt, at medlemstallet vil fortsætte med at stige. Siden valget har partiet således femdoblet sit medlemstal fra ca. 2.000 til mere end 9.000.

Der er kort sagt masser at fejre på årsmødet, og i indkaldelsen til deltagerne bliver det da også lyrisk beskrevet, hvordan nye lokalforeninger, medlemmer, byrådsmedlemmer og byrådskandidater skaber mange bække små, der til sammen er ved at gøre en endnu stærkere Å.

I pressens dækning af årsmødet vil det uden tvivl blive bemærket, at der lørdag aften vil være vegetarisk festmiddag – med tale af Ásta Guðrún Helgadóttir fra Piratpartiet på Island – og dernæst vil der være fest til langt ud på natten med det feministiske DJ-kollektiv Kapow Collective.

Men morskaben i omverdenen vil være mere anstrengt end tidligere. For med de aktuelle opinionstal in mente er Alternativet for alvor ved at blive en politisk magtfaktor, selv om den konkrete indflydelse indtil nu har været beskeden, og den første tids udbredte latterliggørelse af partiet er i stigende ved at blive afløst af frygt og et ønske om konfrontation hos flere af de øvrige partier på Christiansborg. For med sin suveræne fremgang vender Elbæk op og ned på styrkeforholdene i rød lejr, og det skaber selvsagt modstand hos konkurrenterne.

Alternativet har stjålet vælgere fra SF og de Radikale, som Elbæk brød med, og Pia Olsen Dyhr og Morten Østergaard ser forståeligt nok med uro på Alternativets fremgang, for de kæmper begge for at genrejse deres partier efter vælgernes lussing sidste år.

Også hos Socialdemokraterne er man bekymret over Alternativets styrke. I S-toppen opfatter man det ikke som et ønskescenarie, at man kan ende med at blive afhængige af et parti, som man opfatter som useriøst, både når det handler om at styre den økonomiske politik og håndtere udlændinge- og asylpolitikken.

Frygten for Alternativets fremdrift var en af årsagerne til, at Henrik Sass Larsen for nylig gik til angreb på Elbæk og bortdømte Alternativet som et »bluffnummer«. I et interview gjorde Sass det klart, at en kommende S-regering ville søge at få væsentlige dele af sin politik gennemført henover midten i tæt samarbejde med de borgerlige partier. Og i et meget omtalt debatindlæg fastslog han, at han havde svært ved få øje på den reelle fornyelse ved Alternativet og udstillede i stedet, at partiet – efter hans mening – er bannerfører for en politik, der er renset for ansvarlighed. »For mig at se er der egentlig kun én nyhed i forbindelse med Alternativet, og det er, at dens økonomiske politik med rimelighed kan placeres til venstre for Enhedslisten,« skrev han.

Stikpillerne fra den magtfulde S-gruppeformand vil næppe spolere jubelfesten i Odense. Men Elbæk gør klogt i at tage udtalelserne fra Sass som et varsel om, at fredningen af partiet er overstået. De politiske modstandere i Folketinget vil sammen med pressen i stigende grad teste partiets udspil. Og der vil gradvist komme øget fokus på, om Alternativet – udover at være en veldrevet kampagneorganisation – formår at skabe reelle resultater.

På sigt kommer Uffe Elbæk også til at forberede sig på det drama, der venter, hvis næste valg resulterer i et rødt flertal, som S-ledelsen gerne vil udnytte til at kunne danne regering og få adgang til ministerkontorerne - men som man ikke vil bruge, når det handler om at lave politik.