Mandagens aktier: ISS slipper billigt i nedtursramt marked

En ny strategiplan fra ISS afholder mandag morgen ikke aktien fra at falde, men servicekoncernen får trods alt en relativt blid medfart i et aktiemarked præget af tunge fald.

En brat nedtur i USA fredag og røde futures varslede på forhånd en svær start på ugen, og C25-indekset har da også lagt fra land med et fald på 1,1 pct. til 1027,52.

Selskab Kurs Ændr. %

ISS SKAL SKÆRES TIL

ISS var morgenens joker efter offentliggørelsen af en ny strategiplan. Selskabet varsler frasalg af i 13 lande, hvilket vil reducere antallet af medarbejdere med 100.000 til 390.000.

Samtidig vil ISS gå efter en organisk vækst i den resterende del af forretningen på 4-6 pct. fra og med 2019. Overskudsgraden vil være robust og på linje med de historiske marginer.

I 2019 og 2020 lover ISS desuden et ordinært udbytte på mindst samme niveau som i 2018, hvor der blev betalt 7,70 kr. per aktie. Desuden vil ISS betale mindst 25 pct. af provenuet fra frasalget af aktiviteterne i de 13 lande.

Planen falder i god jord i Alm. Brand Markets.

»ISS piller risiko ud og øger udlodningen,« konstaterer aktieanalytiker Michael Friis Jørgensen og uddyber:

»Det er et stærkt signal fra ISS om simplificering og fokusering på nøglekunderne. Oven i kommer så lige glasur på kagen i form ekstra udbytte på 25 pct. af overskuddet fra frasalget.«

ISS falder ikke desto mindre med 0,7 pct. til 195,65 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

FLERE JUSTERINGER

Der er fredag efter børslukketid også kommet nyt fra Unibrew, der havde håbet at få godkendt købet af Bev.Con inden årsskiftet. Konkurrencestyrelsen venter dog først at have færdigbehandlet ansøgningen om overtagelsen af selskabet bag energidrikken Cult og cideren Mokai i første kvartal. Aktien i Unibrew falder med 0,6 pct. til 477,40 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Fra analysehusene er der kommet justeringer af Chr. Hansen, Coloplast og Per Aarsleff.

Chr. Hansen har fået løftet sit kursmål af JPMorgan, så det nu lyder på 565 kr. mod tidligere 525 kr. Anbefalingen er endnu engang »neutral«.

I Coloplasts tilfælde er det Morgan Stanley, som har haft selskabet under luppen. Her hæves kursmålet til 619 kr. fra 563 kr. Anbefalingen er igen »ligevægt«.

Endelig har Nordea kigget på Per Aarsleff og fundet anledning til at sænke kursmålet med 20 kr. til 270 kr. Anbefalingen er atter »køb«.

Per Aarsleff falder 1,3 pct. til 189,20 kr. Chr. Hansen taber 1,9 pct. til 593 kr., og Coloplast ligger 0,1 pct. nede i 628 kr.

Danske Bank, der blev fredagens topscorer i C25 med en stigning på 4,2 pct. til 142,20 kr., falder med 2,7 pct. til 138,35 kr.

Efter børslukning fik banken fredag ny formand, idet Karsten Dybvad afløste Ole Andersen på posten. Andersen, der har siddet på posten siden 2011, annoncerede i september, at han ville trække sig tilbage, da Danske Bank præsenterede sin interne undersøgelse af hvidvasksagen, som Berlingske havde afdækket.

Selskab Kurs Ændr. %

Helt i bunden af C25 ligger Mærsks A-aktie til et fald på 3 pct. til 8120 kr. efter at stridighederne mellem Kina og USA er blusset op igen. Anholdelsen af Huaweis finansdirektør har fået Kina til at indkalde den amerikanske ambassadør i Beijing med henblik på at aflevere en kraftig protest.

Selskab Kurs Ændr. %

/ritzau/FINANS