Luxor opjusterer efter fint første kvartal

Luxor opjusterer forventningerne og venter i 2013/2014 et resultat før skat på 15-20 mio. kr.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Investeringsselskabet Luxor øgede i første kvartal sine resultater pænt og kan samtidig krydre tallene med en opjustering af forventningerne til hele regnskabsåret 2013/14.

Indtægterne faldt i kvartalet til 14,1 mio. kr. fra 18,1 mio. kr. i samme periode 2012/13, mens resultatet af de finansielle poster faldt til 10,2 mio. kr. fra 11,8 mio. kr. Det til trods steg resultatet før skat til 4,7 mio. kr. fra 2,5 mio. kr. og nettoresultatet til 3,5 mio. kr. fra 1,9 mio. kr.

Basisindtjeningen endte på 2,7 mio. kr. mod 1,6 mio. kr.

- Den forøgede basisindtjening i forhold til samme periode sidste år indeholder en forbedring af tab og regulering til dagsværdi for kreditrisiko på pantebrevsbeholdningen, skriver Luxor i regnskabet.

Luxor opjusterer forventningerne og venter i 2013/2014 et resultat før skat på 15-20 mio. kr samt en basisindtjening på 12-16 mio. kr.

Tidligere ventede Luxor et resultat før skat på 12-17 mio. kr samt en basisindtjening på 12-16 mio. kr.

- Under hensyntagen til den generelle økonomiske udvikling er estimatet af basisindtjening forbundet med en vis usikkerhed, herunder udviklingen i tab og regulering til dagsværdi for kreditrisiko på pantebreve, skriver Luxor.