Forventningens glæde løfter Pandora og Danske

Den positive stemning fra fredagens bedre end ventede nøgletal fra USA fortsætter mandag morgen, og sender det toneangivende danske C20-indeks solidt opad.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Helt i spidsen ligger Pandora og Danske Bank, der kommer med regnskab tirsdag morgen.

C20 stiger med 0,8 pct. til indeks 490,30, og kravler dermed nærmere og nærmere niveauet 500, der blev krydset i nedadgående retning i november 2007, da finanskrisen brød ud og investorerne stormede mod udgangen.

I spidsen ligger Pandora, der stiger med 4,0 pct. til kurs 63,45. Tirsdag morgen leverer selskabet regnskab for andet kvartal. Her ventes ingen prangende tal på trods af, at sammenligningstallene er fra det skandaløse kvartalsregnskab, der sendte aktien ned med over 70 pct. efter en grov nedjustering.

Analytikerne venter ifølge SME Direkt en omsætning på 1155 mio. kr. og et driftsresultat på 173 mio. kr. mod en omsætning på 1392 mio. og 512 mio. kr. Det i en miljø, der er meget usikkert for selskabet.

- Det ser ikke godt ud, kan vi roligt sige. Vi har set flere selskaber oplyse om svære vilkår, både nu og resten af året. Der er stor usikkerhed omkring gældskrisen og euroområdet, og det påvirker forbrugernes humør, det tror jeg vi vil se i mange forbrugerrelaterede selskaber, siger Sydbanks Pandora-analytiker Nicolaj Jeppesen til Ritzau Finans forud for regnskabet.

Også Danske Bank stiger pænt forud for sit regnskab tirsdag. Heller ikke her er der dog umiddelbart en forventning om et kanonregnskab i marked, skal man tro SME Direkts estimatindsamling. Aktien stiger dog 2,6 pct. til 91,30.

Nedskrivningerne vil stadig være i fokus, og her forventer analytikerne 3,3 mia. kr., hvilket vil være en forværring i forhold til samme kvartal sidste år. Mens indtægterne ventes at stige en smule, ses nettoresultatet falde til 606 mio. kr. fra 1186 mio. kr. for et år siden.

- På nedskrivningssiden forventer vi, at den samme gamle historie gentages, hvor Danmark, Irland, Nordirland og shipping vil give problemer. Nedskrivningerne i segmenter forventes dermed stadig at ligge på et højt niveau om end en anelse lavere end forrige kvartal, skriver senioranalytiker Christian Hede fra Jyske Bank i en kommentar forud for regnskabet.

I bunden af C20 er Novozymes fortsat presset. Aktien falder 1,6 pct. til kurs 146,20 og er dermed faldet med 17,5 pct. år til dato. Ud over at være dyrt prissat er aktien presset af tørken i USA, der ses sende fødevarepriserne, og dermed priserne på produktion og køb af biobrændsel opad. Aktien er desuden presset af, at Credit Suisse har sænket sit kursmål til 148 kr. fra 168 kr. per aktie.

Coloplast ligger uændret i 1149 kr. Analytikerne i den tyske bank Berenberg har hævet kursmålet til 950 kr. per aktie mod tidligere 850 kr. per aktie.

DSV stiger med 0,8 pct. til kurs 131,30. Aktien har fået et klap på skulderen fra HSBC efter sit regnskab tirsdag, der sender kursmålet op til 132 kr. fra 120.

Sidst har Danske Bank meldt sig ind i klubben af banker, der har et kursmål på over 1000 kr. på Novo Nordisk. Klubben er dermed oppe på syv medlemmer, der i blandt store spillere som ABG Sundal Collier og Jefferies. Danske Bank hæver kursmålet til 1125 kr. fra 980 kr. Novo Nordisk stiger med 1,0 pct. til kurs 950.

/ritzau/FINANS