Apple bag tilbagegang på Wall Street

Det amerikanske aktiemarked nuppede mandag en dag med små udsving i de tre store aktieindeks Dow Jones, S&P 500 og Nasdaq Composite, som dog stadig kan se tilbage på en fin start på det nye år.

Apple var hovedskurken bag små fald i S&P 500 og Nasdaq Composite, da rygter om, at teknologikæmpen har skruet voldsomt ned for produktionen af sin nye iPhone som følge af svag efterspørgsel, ramte aktien.

De to indeks faldt henholdsvis 0,1 og 0,3 procent., tynget af et fald i Apples aktie på 3,6 pct. Rygterne vil vide, at Apple har reduceret sit oprindelige mål om at bestille 65 mio. displays til iPhone 5 i dette kvartal med omkring det halve. Det skriver Bloomberg News med henvisning til en anonym chef fra en unavngiven leverandør af komponenter. Ifølge analytiker i Atlantic Equities James Cordwell mister salget af iPhone fart, fordi smartphones har ramt et mætningspunkt på de udviklede markeder, hvor Apple er stærkest.

Apple er ikke en del af det tredje ledende aktieindeks, Dow Jones Industrial Average, der dermed ikke var ramt af nedturen i den tunge aktie. Indekset, der steg beskedne 0,1 pct., kunne dermed til fulde nyde godt af stigninger til Hewlett-Packard (HP) og Cisco, der skød i vejret med henholdsvis 4,9 og 2,3 pct.

HP generobrede i det seneste kvartal førstepladsen på det professionelle PC-marked fra Levono med en andel på 16,2 pct. mod 15,5 pct. i samme periode sidste år. Levono havde dog den højeste salgsvækst af de fem største computerproducenter på 8,2 pct., når der sammenlignes med fjerde kvartal af 2011.

Det var dog en anden PC-producent, der nuppede de største overskrifter. Dell tordnede i vejret med 13 pct. på rygter om, at PC-producenten snakker med mindst to kapitalfonde om et køb af selskabet. Ifølge Bloomberg News kommer rygterne fra anonyme kilder. Samtalerne er kun på et indledende stadie, og de kan stadig falde fra hinanden, blandt andet fordi det ikke er sikkert, at der kan opnås finansiering.

Research In Motion, der står bag BlackBerry, profiterede af rygterne om Apple, og aktien steg 10 pct., mens Sprint Nextel faldt 3,9 pct. tynget af, at JPMorgan sænkede sin anbefaling af aktien til "neutral".

Endelig steg UPS med 1,7 pct. Transportkæmpen meddelte, at det regner med at skrotte købstilbuddet på hollandske TNT Express, fordi EU's konkurrencemyndigheder har indikeret, at de ikke vil godkende opkøbet i sin nuværende form.

På regnskabsfronten byder tirsdagen blandt andet på tal fra Forest Laboratories. Nøgletalsmæssigt er fokus på nye tal for detailsalget i USA samt tillidsindekset Empire Manufacturing.