Aktier kl. 9.20: Dansk tilbagegang efter mandags-rally

Læs mere
Fold sammen
Det er en negativ stemning, som præger Københavns fondsbørs, efter at C20-indekset mandag gik enegang med en voldsom stigning på 5,9 pct. til indeks 275,3. C20 åbner1,4 pct. lavere i 271,59. Genmab er ramt efter data om zalutumumab mod hoved- og halskræft.

Genmab, som falder 5,3 pct. til kurs 218,5, offentliggjorde mandag efter lukketid evalueringen af det løbende studie med zalutumumab mod hoved- og halskræft. Evalueringen viser, at studiet bør fortsætte med at rekruttere patienter op til maksimalt 273 patienter, hvorefter en endelig analyse kan gennemføres. Jyske Bank sænker sit kursmål på Genmab med 10 kr. til 340. Jyske Bank ser nu 50 pct. sandsynlighed for Zalutumumab-lancering, hvor banken tidligere havde ventet 70 pct. sandsynlighed.

Mandagens store vindere sætter sig. A. P. Møller - Mærsk åbner 1,6 pct. lavere i 31.400 efter mandagens kraftige fremgang på 8,5 pct, mens Vestas falder 1,4 pct. i 345 efter fremgangen på 6,7 pct. Carlsberg, som mandag lukkede 7,9 pct. højere, åbner 1,5 pct. lavere i kurs 199,5.

FLSmidth falder 0,6 pct. Den indiske cementrelaterede FLS-kunde Prism Cement har aflagt regnskab tirsdag morgen. Inden præsentationen lukkede Prism-aktien knap 6 pct. højere.

D/S Torm ligger 1,6 pct. højere i kurs 65. For godt et års tid siden ved årsskiftet til 2008 lå D/S Torm i kurs 166. Topchef Mikael Skov udtaler til dagbladet Børsen, at han er meget utilfreds med kursudviklingen.

- Vi er ikke tilfredse med aktiekursen. Det ved jeg, at man skal sige, men jeg kan roligt sige, at det er vi ikke. Der er ingen tvivl om, at da vores aktie har været en del af transportsektoren, har man ikke differentieret mellem produktank-, råolie- og tørlastmarkedet, siger Skov.

(RB-Børsen: Tlf: 33300335, E-mail: redaktion@rb-borsen.dk, www.rb-borsen.dk )