Thomas Larsen: Fogh styrer mod lynforlig

Forhandlingerne om »Århundredets Plan« i efteråret 1989 står fortsat som et skræmmebillede for borgerlige politikere, og Anders Fogh Rasmussen husker tydeligt situationen.

Den daværende konservative statsminister Poul Schlüter havde sat al sin prestige ind på at fremlægge en storstilet plan, som skulle omfatte det danske velfærdssamfund, men da planen skulle forhandles på plads, gik det galt. S-formand Svend Auken flankeret af Lykketoft, Bjerregaard og Nyrup mødte igen og igen smilende op på Marienborg, men indenfor flyttede forhandlingerne sig ikke, og en frustreret Schlüter måtte indse, at hans regering kom til at fremstå handlingslammet.

Samme situation vil Fogh ikke havne i, og derfor har han forud for forhandlingerne om regeringens skattereform – Forårspakken 2.0 – slået tre ting fast.



Skattestoppet, som har været en hjørnesten i regeringens økonomiske politik siden 2001, skal fastholdes efter reformen.

Skattelettelserne er underfinansieret i starten for at give danskerne flere penge mellem hænderne, så de kan begynde at forbruge og sætte gang i den fastlåste økonomi.

Der er udstedt forbud mod nøl. Fogh kræver et hurtigt resultat, så danskerne i løbet af få dage kender rammerne om deres økonomi, når det handler om skatteprocenter, grønne afgifter og rentefradrag.

Statsministeren vil ikke ind i et langvarigt spil med Helle Thorning-Schmidt og Villy Søvndal. Han vil ikke tillade, at de to partiledere først udvander skattereformen og dernæst kritiserer et forlig. Endelig vil han ikke give SF den blåstempling, som et forlig om skattereformen vil sikre Villy Søvndal.

Derfor bliver der sat hårdt mod hårdt. Nok mødes regering og opposition til møder i Finansministeriet i dag, men reelt er det blå blok mod rød blok, og regeringen satser på at indgå et forlig med Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti, som har fulgt tilblivelsen af regeringens plan.

Når reformen er på plads, vil regeringen i samspil med DF forberede forskellige vækstpakker ved at fremrykke offentlige investeringer f.eks. i forbindelse med kommuneforhandlingerne i forsommeren og i forbindelse med udarbejdelsen af finansloven for 2010. I stedet for én stor vækstplan vil regeringen løbende følge udviklingen i økonomien og sætte ind med initiativer, som kan stimulere særlige sektorer og sikre beskæftigelse.

Efterladt på sidelinjen kan Thorning og Søvndal med god ret hævde, at de ikke ligefrem er blevet inviteret til forhandlinger, men ifølge regeringen og DF betaler S og SF nu prisen for at have tordnet mod regeringen i månedsvis og for at have udnyttet enhver mulighed til profilering i forbindelse med f.eks. vedtagelsen af Bankpakke II. Tilliden er gradvist eroderet.

Fremover vil Thorning og Søvndal forstærke deres kritik af regeringen og DF, og i den situation står Fogh med tre bundne opgaver: Han skal overbevise danskerne om, at regeringens plan både vil gavne danskernes privatøkonomi og nationaløkonomien. Han skal overbevise om, at reformen er socialt afbalanceret. Og han skal kunne forklare, hvorfor han har valgt at lukke døren for Thorning og Søvndal. I S og SF skal man omvendt forholde sig til, at skattestoppet og skattepolitikken endnu en gang kan bruges som et effektivt våben mod de to partier.