Ritt: Vi skal alle blive bedre

Selv om det ser værst ud med økonomistyringen i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, mener overborgmester Ritt Bjerregaard, at alle forvaltninger skal optimere styringen.

Det er ikke kun i Teknik- og Miljøforvaltningen i Københavns Kommune, man skal blive bedre til at styre økonomien. Det mener overborgmester Ritt Bjerregaard.

- Der er fortsat meget, som skal forbedres. Men nu tager vi det skridt for skridt, og så håber jeg, at forvaltningerne har gjort det bedre ved næste eksterne revision, siger Ritt Bjerregaard.

I dagens udgave af Berlingske Tidende fremfører Ritt Bjerregaard en kraftig kritik af økonomistyringen i Teknik- og Miljøforvaltningen. Det sker på baggrund af en analyse af økonomistyringen i forvaltningen, som revisionsfirmaet Deloitte har udarbejdet for Københavns Kommune.

Ritt Bjerregaard oplyser, at Økonomiforvaltningen er i gang med at udarbejde en række initiativer, som skal følge op på de problemer, Deloitte påpeger ved kommunens økonomistyring.

- Der er virkelig problemer med økonomistyringen i kommunen. Det hænger ifølge min opfattelse sammen med styreformen, hvor hvert enkelt borgmesterområde udfører nogle af de samme ting. Men jeg håber, at vi med tiden vil kunne lære mere af hinanden på de enkelte borgmesterområder, så vi kan spare penge til gavn for borgerne, siger Ritt Bjerregaard.