Netto lukker butik efter dødstrusler

Både i aftes og her til morgen var ansatte i en Netto butik på Nørrebro udsat for dødstrusler og flaskekast. Nu lukker Dansk Supermarked butikken nogle uger. Ifølge politiet kan der være tale om trusler mod et vidne.

Netto lukker butik efter dødstrusler Fold sammen
Læs mere
Foto: Esben Salling
Vold og dødstrusler får nu Dansk Supermarked til at lukke sin Netto butik i Blågårdsgade på Nørrebro i København.  

- Vores personale blev forulempet i aftes og her til morgen, da de var på vej fra og til arbejde. Der blev kastet flasker efter dem, de blev skubbet til og truet på livet. Samtidig blev der i nat knust ruder i butikken. Ruderne kan vi erstatte, men vi kan ikke leve med, at vores medarbejdere bliver truet. Vi skal kunne garantere deres sikkerhed. Vi tager disse advarsler alvorligt, og vi kan ikke drive en butik på disse betingelser, siger Morten Kaas, direktør i Netto.  

To ansatte i den samme butik var for få dage siden udsat for et overfald, da en kunde blev sur over, at han måtte skifte kø ved kasserne. Politiet kunne senere anholde to i forbindelse med overfaldet. 

 - Nu lukker vi foreløbig butikken i nogle uger, og så må vi se, om vi overhovedet kan åbne den igen. Vi åbner ikke, før vi har fået lokalsamfundet i tale, og vi kan garantere for vores medarbejderes sikkerhed, siger Morten Kaas.  

 Overfaldene er anmeldt til politiet, som nu skal efterforske sagen. 

 Morten Kaas oplyser, at medarbejderne er chokerede, men de har ikke fået fysiske men af overfaldet.  

 - Vi mødes i morgen onsdag med politiet og kommunen, hvor vi skal forsøge at finde ud af, hvordan vi får beboerne, foreningerne og de forskellige grupperinger på Nørrebro i tale, så vi kan finde ud af, om det er muligt at åbne butikken igen. Uden bebeornes opbakning er vi ikke i stand til at drive butikken, siger Morten Kaas. 

Supermarkeder har tidligere håndteret uro omkring butikker på ligenende vis.

Hos Bellahøj Politi behandles anmeldelsen som en trusselssag mod et vidne, og dermed kan der være tale om sag i den tunge ende af straffelovgivningen .

- Vi har fået en politianmeldelse om personale, der har været udsat for vold og trusler, og anmelderen mener selv, at det er relateret til den voldsepisode, der fandt sted i butikken i sidste uge. Derfor behandler vi den aktuelle sag, som en trusselssag mod vidner, der har afgivet forklaring til politiet, og det ser vi selvfølgeligt meget alvorligt på, siger Kim Lundager.

Han vil ikke oplyse, om der er mistænkte i sagen.