Man kan ikke holde ud at se på ham, og samtidig kan man ikke tage øjnene fra ham. Heath Ledgers nuancerede præstation som Jokeren i den nye Batman-film ”The Dark Knight” vil gå over i filmhistorien som det mest skrækindjagende portræt af en psykopat nogensinde. Kendetegnet ved sin krakelerede klovnemaske og det rødmalede smil, der fortsætter i et grotesk ar i hver mundvig, drives Jokeren af en stor appettit på blod og kaos.
Med vanlig handlekraft konstaterer Batman, at hvis man bare kan finde ud af, hvad det er han vil have, kan man også fange ham. Men hans butler, den sindige Albert, konstaterer:
”Nogle mænd kan bare godt lide at se verden stå i flammer.”
Sådan en er Jokeren; han er det wildcard, der dukker op og destruerer Batmans plan om at kunne lægge latexkappen på hylden og få barndomskæresten, Rachel Dawes. Hun har lovet at gifte sig med ham, hvis han opgiver den byrde, det er at være Batman, og helliger sig sin identitet som rigmanden Bruce Wayne.
”The Dark Knight” samler tråden op, hvor ”Batman Begins” slap, og det er stort set lykkedes den kappeklædte frelser at dæmme op for vold og kriminalitet i Gotham City. Men for at han kan trække sig tilbage, må han finde sin efterfølger. Byen har brug for en rigtig helt, mener han, ikke en mand af mørket som han selv.
Perfekt til formålet er Gotham Citys nye statsadvokat Harvey Dent med tilnavnet The White Knight, der har den påkrævede pondus. Og som tilfældigvis også er Rachels nye kæreste.
Terror, død og ødelæggelse
Ind på scenen træder Jokeren, en filmskurk, hvis lige ikke er set siden Malcolm Macdowells voldselskende Alex i Kubricks ”A Clockwork Orange.” Hans mål er terror, død og ødelæggelse. Da han retter blikket mod Batman, stiller det vores helt over for en række tragiske valg.
Aldrig har himlen over Gotham City været sortere. Overalt efterlader Jokeren sig eksplosioner og lig af politimænd i sine bestræbelser med det eneste formål at fastslå sin pointe: Verden er ond.
Gothams vogtere repræsenteret af Harvey Dent, Batman og hans gamle allierede politikommissær Jim Gordon tager kampen op, men hvor langt kan man tillade sig at gå i sine metoder til at bekæmpe ondskabens anarki – og stadig være »god«?
I traditionen fra Stanley Kubrick har den britisk-amerikanske instruktør Christopher Nolan med ”The Dark Knight” skabt en sort, smuk og frygtindgydende mareridtsvision, hvis kerne spejler menneskets iboende ondskab.
Fra første billede forføres vi af de storladne levende billeder, der fører os fra Bruce Waynes teknologiske højborg af en penthouse til toppen af Hong Kong skyskrabere, hvor Batman henter en undvegen kriminel – og stikker af igen ved at springe på et fly i forbifarten. Dialogen er sprød og sjov, og timingen er sexet, når Bruce Wayne indvaderer Harvey og Rachels romantiske aften i selskab med en barmfager russisk primaballerina. Så meget desto stærkere føles det, når mørket sænker sig, og handlingen twister i retninger, der vil give børn mareridt og voksne kuldegysninger.
”The Dark Knight” er mere dyster og mere dybsindig end nogen superheltefilm før den. Og italesætter uhyggeligt aktuelle problemstillinger.
Det er Heath Ledgers film, ikke mindst i lyset af, at vi med ”The Dark Knight” må sige farvel til en mand, der med en rækkevidde fra den homoseksuelle cowboy i ”Brokeback Mountain” til denne fængslende psykopat, var sin generations bedste skuespiller. Alligevel kan man ikke sige, at han stjæler filmen.
Over hele linjen er der fremragende præstationer. Christian Bale balancerer suverænt mellem den forpinte flagermusemand og den glatnakkede Bruce Wayne. Med Maggie Gyllenhaal har Rachel fået den rygrad, hun manglede med Katie Holmes i rollen. Og Harvey Dent er overbevisende som hvid ridder i skikkelse af Aaron Eckhart. Også i birollerne brillerer Morgan Freeman som Batmans teknologiske troldmand, Michael Caine som den filosofiske butler og Gary Oldman som den hæderlige Jim Gordon.
Christopher Nolan har skrevet manuskriptet til filmen sammen med sin bror Jonathan, og hans styrke er karakter, stemninger og storytelling. Det får ind i mellem action-scenerne til at savne den elegance, der ellers karakteriserer filmen, men det er en detalje. ”The Dark Knight” er en fænomenal actionfilm.
