Det er ubehageligt, når fattigdom bliver skildret i forskønnende glansbilleder. Den fælde falder Niels Boels dokumentarfilm »Stemmer fra Bolivia« ikke i, for ganske vist er den takket være den storslåede bolivianske natur fyldt med meget smukke billeder, men den idylliserer ikke sine nøjsomme personers barske tilværelse.
Filmen er optaget i den afsides landsby Azurduy, hvor der ikke findes telefoner, og hvor kun en enkelt person ejer et TV-apparat. Han må så til gengæld affinde sig med, at elforsyningen kun fungerer mellem kl. 18.30 og 21.
Her er livet med andre ord granithårdt for den overvejende indianske befolkning, men de medvirkende i filmen klynker ikke. Tværtimod formulerer de sig med stoisk ro og værdighed, og Niels Boel lader dem fortælle, mens de står ret op og ned i halvtotale billeder - det fungerer overraskende godt, enkelt og ukrukket, og det bliver helt rørende, når en genert kvinde ikke rigtig ved, hvad hun skal sige, og derfor foretager en stilfærdig retræte væk fra det urokkelige kamera.
Vi er i Andesbjergene, så filmen rummer svimlende panoramaer af majestætiske landskaber, og den slutter med den årlige markedsdag i Azurduy, hvor der bydes på medicinmænd, hanekamp, ofringer til Moder Jord og sågar ringridning. Det er flimrende eksotisk og folkloristisk, men filmen er bedst i de saglige scener, hvor den simpelt hen lader de sympatiske bolivianere berette nøgternt om deres vanskelige vilkår i et land præget af gigantisk forskel på rige og fattige.
Med sin rolige rytme, sine prægtige billeder og sine interessante informationer er »Stemmer fra Bolivia« et fornemt stykke dokumentarisme, og det gør ikke spor, at filmen faktisk er seks år gammel. Det er nu, man kan se den i Cinemateket, og det er en berigende oplevelse.
50 minutter. Tilladt for alle. Cinemateket i København i dag kl. 21 med fri entré.
