Grisham-stinker

Bøger: »Touchdown« De fleste af os kender John Grisham for hans spændingsromaner. Men han har åbenbart også en blød side.

Foto: Scanpix

I hvert fald har han skrevet en rigtig ’feel good’ bog om en quarterback, som efter at have klumret ganske forfærdeligt i en afgørende topkamp, ser sig nødsaget til at søge eksil i Italien, fjernt fra vrede fans, en hånende presse og en cheerleaders faderskabssagsanlæg. I Italien får han plads på et knap så prestigiøst footballhold, som han får rettet gevaldigt op, han lærer at elske opera, forelsker sig i divaen og møder til slut den ægte kærlighed. Lyder det lettere kvalmende og som noget, man har set på TV en million gange før? Det er det også. Veltrimmet og lige så interessant som en nyklippet ligusterhæk. Kunne ligne en bestillingsopgave fra et italiensk turistbureau men er nok bare et forsøg på at ramme det kvindelige lufthavnssegment. Spar pengene og tæl lettende fly i stedet.