Nye familieforhold Vi ved, at Krøyers mor var norske Ellen Cecilie Gjesdal. Men faren har der været tvivl om. Gunnar Skadberg ser indgående på det norske bysamfund, som tog imod det uønskede drengebarn, født uden for ægteskab, og han finder, med mange troværdige argumenter, frem til, at fattigfogeden Niels Hjort, som er opført i kirkebogen, formentlig ikke er far til den senere så berømte maler. Datteren Vibeke Krøyer godtog heller ikke den forklaring. Gunnar Skadberg peger derimod på den norske sømand Hans Christian Jacobsen, søn af en af Stavangers fremtrædende familier, som den biologiske far. Niels Hjort har sandsynligvis, mod betaling, ladet sig overtale til at være stråmand for den biologiske far. Krøyer blev født på familien Jacobsens landsted på Storhaugstykket ved Stavanger. De mørke kræfter i Krøyers sind, med skiftende manisk og depressivt stemningsleje, havde han arvet fra sin mor, som elskede at synge og nok havde danset meget tæt med Hans Christian Jacobsen ved høstmarkedet. Hun var plaget af depressioner og havde været indlagt på »Mentalen«. Som spæd bliver Krøyer sendt til sin moster Bertha Cecilie og opfostres hos hende og hendes mand, den fremtrædende forsker Henrik Krøyer. Drengens tegnetalent blev for alvor opdaget i forbindelse med, at zoologen Henrik Krøyer i hjemmet i Strandgade i København bad den dengang kun niårige Krøyer om at tegne de fantastiske snyltekrebs, som kunne studeres i mikroskopet.
Forståelse for sindet Gunnar Skadberg står naturligvis på skuldrene af tidligere forskning i Krøyers liv og værk, bl.a. Peter Michael Hornungs indsigtsfulde og monumentale Krøyer-monografi fra 2002. Men Gunnar Skadberg graver ikke blot grundigt ned om malerens norske rødder, han viser også fin forståelse for det psykologiske og ser det spejlet i værkerne. Det er dog ikke kunsten, der er Gunnar Skadbergs hovedinteresse. Den ensomme barndom med mangel på socialt og følelsesmæssigt ståsted dannede baggrund for Krøyers behov for selvhævdelse, og den indre uro blev kanaliseret over i det kreative. Som Tonni Arnold har været inde på i bogen »Balladen om Marie«, valgte Krøyer at gøre sig til sit eget strålende midtpunkt. Han ønskede at stå i centrum i alle sociale sammenhænge. En række af hans værker bærer også præg af selviscenesættelse. Det er imidlertid først de senere år, at man rigtig har fået øjnene op for Krøyers kunsts sjælelige dimension og maleriernes kredsen om den ægteskabelige problematik. Ægteskabet med den yndige, men melankolsk prægede maler Marie Krøyer byder på nye motiver for Krøyer, men han fastholder hende som muse. Nok søger han i sin kunst skønheden, men Marie Krøyers melankoli kan aflæses i Krøyers dobbeltportræt af kunstnerparret Marie og P. S. Krøyer ved Skagen Strand og ikke mindst af hans private fotografier.
Lykke og ulykke Krøyers maleri »Sommeraften ved Skagen Strand. Kunstneren og hans hustru«, 1899, viser en skønhedsdyrkelse, der mangler liv. Maries blik, der søger ud over havet, røber meget mere, end det stråler. Gunnar Skadberg fanger i bogen ganske godt det savn, Krøyer føler, da Marie forlader ham til fordel for den svenske komponist Hugo Alfvén. Bortset fra både Maries og P. S. Krøyers malerier - som vi kan nyde i dag - var der efterhånden ikke meget at råbe hurra for. Som Georg Brandes i 1905 skrev i et brev til forfatteren og maleren Holger Drachmann: »Jeg har ondt af den stakkels Krøyer, og jeg har ondt af den stakkels Marie, skønt den ene er »ulykkelig« og den anden »lykkelig«. Forskellen er ikke altfor stor.«
