Fra hotellet leder vejen ad Passeo Ernest Hemingway mellem arenaen og den absolut lodrette 40 meter dybe kløft ned til Rio Guadalevín, der adskiller de to bydele, som først i slutningen af 1700-tallet blev forenet med det dramatiske bygningsværk Poento Nuevo. Det var lige her på klippekanten ti skridt fra passagen, picadorernes opflænsede heste blev styrtet i dybet efter brug og voldsomt møde med tyrenes horn. Direkte ned til de sultne gribbe, der havde sværmet forventningsfuldt over Ronda hernede i Andalusien fra solen stod op over Sierra de la Hidalga ude i horisonten.
Sådan er det ikke mere. Hestene i arenaen er nu om stunder forsvarligt polstrede med quiltede madrasser mod tyrens stormløb mod flankerne. En foranstaltning, der blev indført ved lov i Spanien til Papa Hemingways store fortrydelse, netop som han sad og skrev på sit store epos »Døden kommer om eftermiddagen« i slutningen af 1920erne. Er gribbene skuffet fløjet længere ind i Andalusiens bjerglandskaber, så er vi tempererede nordboere fuldt tilfredse med at blive forskånet for det syn.
Og der er spænding og gys nok i vente uden de maltrakterede heste efter kigget ned i dybet. Fremme ved Plaza de Toros ankommer matadorerne med deres rejsende trupper af hjælpere. Hver matadors cuadrilla består af tre banderilleros og to picadorer. Bandarilleros skal præsentere tyren for matadoren med deres kapper og placere den bekvemt for ham til det endelige opgør, når sandhedens time er inde. Og så skal de brillere med at stikke de tre sæt bandarillas parvis og med lange modhagere på stålspidsen i tyrens ryg, hvis da ikke matadoren foretrækker selv at udføre det farefulde hverv.
De to picadorer skal fra deres udsatte post højt til hest bebarbejde tyrens nakkemuskulatur og ryg med det lange spyd picaen og derved tvinge dens hoved ned i tilpas »arbejdshøjde«, indtil matadoren, præsidenten eller det pibende publikum siger stop. Og det gør de hurtigt i Ronda. Stilen her er nøgtern og kølig, klassisk og tragisk. Sevilla-skolens falbelader, de voldsomme skejud over for tyren og forsiringer af deres arbejde, er ikke god tone i Ronda. Derfor kræver publikum her tyren frisk og arbejdsklar helt frem til det endelige møde med klingen.
Matadorens mine er tillukket, munden er stram og blikket fjernt. Det er her, man uvilkårligt tænker: Hvad i alverden får en ung mand på nitten år med livet foran sig til at iføre sig lyserøde sikestrømper og ballerinasko og skrue sig ned i stramme højrøde guldgallonerede bukser, der får genitalierne til at ligne en presset vejbred, at binde det smalle slips under den faststøbte brokadejakke og tage en fjollet sort kabuds på hovedet for herefter bevæbnet med et 75 centimeter langt, buet sværd (estoquen) at lade sig lukke ind til et halvt ton vild tyr, hvis hedeste ønske det er er at spidde ham på de sylespidse horn eller at smadre ham mod plankevæggen?
Fra han var knægt – typisk allerede fra seksårsalderen – har matadoren blandt hundredevis af andre drenge i Spanien øvet sig på de hurtige dødsensfarlige kviekalve på de store tyreopdræt, mens kamptyrene har græsset hinsides al civilisation på de milevide skov- og slettearealer omkring farmen, hvor de så at sige aldrig møder mennesker.
De vilde tyres stamtavler kan føres direkte tilbage til deres forfædre, der befolkede Den Iberiske Halvø i forhistorisk tid. Deres omgang med mennesker holdes i de fem år, det tager at vokse sig kampklar, på et absolut minimum, så corridaen kan indfri løftet om tyrens første møde med en mand til fods.
Fra den øverste rotunde kigger vi gennem en åben luge ned på de seks andalusiske tyre og noterer os deres brændemærkede numre til senere brug, inden vi går til vores skyggefulde sombre-plads i galleriet. Som Papa siger, er solen næst efter matadoren og tyren den vigtigste medspiller ved en vellykket corrida. Sol, tyr og matador. Man kan også vælge pladserne sol y sobra og således begynde forestillingen i sol og slutte af i skygge. Med 37 grader i skyggen hernede lader vi generøst solen komme de agerende i arenaen til gode – også fordi den trækker skyggerne fra dramaet som medspiller til det, Hemingway med rette og konsekvent kalder en tragedie. Et rituelt drama, hvor tyren skal dø. Det er det eneste sikre, vi ved hjemmefra. Hvordan, og hvad der ellers vil ske undervejs, det er det, vi er rejst til Spanien for at blive klogere på. Aficionado Ernest selv havde overværet 1.500 tyre i arenaen i 1932, og flere ventede ham frem til hans egen voldsomme død i 1961. Vi har endnu ikke nået de hundrede, men føjer dog 17 gode og en enkelt uegnet til under de tre dages tyrefægtning i Ronda.
I vores stiveste puds finder vi vores allerede fra forestillingen i går faste pladser under den øverste arkade i verdens måske smukkeste og i hvert fald ældste arena i brug siden 1784. Året efter var tyrefægteren Pedro Romero klar her i tyrefægternes sande helligdom med gallerier båret af 136 toskanske søjler. Slægten og især Pedro Romero har nærmest helgenagtig status i Ronda. Det var selveste Pedro, der skabte reglerne for den moderne tyrefægtning efter 1785.
To rondesiske husmødre i storblomstrede sommerkjoler med børnebørn – to småpiger i syvårs alderen – byder os på det hjerteligste velkomne på lægterne. Vi svinger til gengæld cigaren og retter på vores røde halstørklæder. Fem-liters vinsækken og Fundador Brandyen, der troligt fulgte Ernest Hemingway til hans faste loge i Ronda, har vi ladet blive på hotelværelset. Om damerne går til tyrefægtning? Ja da, hver gang, lyder svaret prompte og storsmilende. Damerne er simpelthen abonniner i arenaen. Vi retter kikkerten mod præsidentlogen, hvor byens skønheder – iført deres stramtsiddende flamencokjoler, farverige kniplingsmantiller, høje nakkekamme, kosmetik i lag og prægtige sjaler – netop højtpludrende og fnisende er ved at indtage deres plysbehængte stolepladser bag kamplederen og overdommeren, »præsidenten«, inden han tager plads.
Præcis kl 17.30 tager præsidenten under stor applaus plads i sin loge, der er skudt frem over den solide dør ind til tyrene. Præsident og leder af Corrida Goyesca 2007 er forretningsmanden Manuel Baena – efter forskrifterne en ærlig mand fra byen. Sådan ser han også ud, og i hvert fald fylder den store mand sædet godt ud i sin dobbeltradede habit.
Om formiddagen har vi inspiceret staldene og deres gladiatorkamp-lignende systemer med faldlemme og hejsesystemer, der kan styres i tryg afstand og uset af tyrene fra etagen ovenover. Syv smalle bokse – chiqueros – og den smalle, mørke gang ud til den solbeskinnede arena, som kamptyren i sin enfoldighed må tage for friheden, når porten går op.
Præsidentens hvide tørklæde bredes ud over balkonen, trompeten flår den muntre stemning fra 6.500 forventningsfuldt højtsnakkende publikummer til absolut stilhed, mens de to alguaciler klædt i kostumer fra Filip IIs tid rider frem mod præsidenten for symbolsk at modtage nøglen til tyreporten. Herefter anfører alguacilerne processionen – paseoen – med optoget af matadorer, picadorer og bandarilleros. Processionen afsluttes som et memento mori af de til lejligheden festligt pyntede og klokkebehængte muldyr, der skal slæbe den døde tyr ud af arenaen. Har tyren vist det rette kampmod, foregår det til publikums store applaus – en hyldest der i visse tilfælde overgår den, der bliver matadoren tildelt.
Når der atter kan meldes klar scene, lukkes den første tyr ind i arenaen. Efter et par drøn mod barrieren, hvor døråbneren har søgt ly, stormer tyren frem og stiller sig midt i solen i arenaen.
Mens banderilleroerne folder kapperne ud for den colombianske toreador César Rincón ser han det sorte muskelbundt nøjere an. Kun den ene picador har bearbejdet muskelpuklen under lansedysten, som er tyrefægtningens første akt, så matadoren møder energi nok fra tyren at arbejde med. Alligevel formår Rincón ikke at nå frem til den underlige samhørighed og sammensmeltning mellem mand og tyr, der er forudsætningen for en vellykket duel. Rincón er hurtig og effektiv, talentfuld og erfaren, men arbejder på stor distance af begge sine tyre. Alligevel opnår han tre øre for de to tyre. Pointskalaen ved en tyrefægtning går fra et øre til to pr. tyr samt halen som det højest opnåelige trofæ. Belønningen tilkendes nølende fra præsidenten, der lader sig overtale af publikums viften med tørklæderne og hujen. Det er snarere feststemningen i Ronda, der kræver belønningen end matadorens mod; og havde den hårde dommer og anmelder Ernest Hemningway – der spiddede mere end en enkelt matador med sin spidse pen – været til stede den dag i Ronda, ville dommen have stået klar: Manden er teknisk brillant, men bange og fej! Noget lignende skriver »SUR, el Periódico de Málaga« om den colombianske tyrefægter. Og husk! Anmeldelserne af tyrefægtninger findes ikke på avisernes sportssider, men på kultursiderne.
Corridaens anden tyr lukkes ind til Francisco Rivera Ordóñez, og i hans forestilling er der fest og farver til hele resten af dagen. Siddende på knæ trækker han med muletaen (den udspændte hjerteformede kappe) tyrens hoved helt ned i sandet. At tyren har kræfter og kampmod, har den allerede demonstreret så rigeligt, da den tog picadorens hest ind under den beskyttende peto op på hornene og væltede den om på ryggen.
Til Ordóñez vanker der uden tøven tre ører for dagens indsats, mens den tredje matador – der var med på afbud efter broderens voldsomme møde med en tyr ved en tidligere corrida – måtte lade sig nøje med to. På skuldrene af hjælperne bæres de tre rundt i manegen og videre ud til de snurrende TV-kameraer fra de landsdækkende kanaler og en hyldest og fejring i byen, der ville gøre enhver rockstjerne grøn af misundelse.
Ser man flamencodans i Andalusien, afhænger oplevelsen af dansernes og musikernes nerve, inspiration og dæmoni. Duende kaldes det. I tyrefægterarenaen hedder det nobilidad om det adelskab, tyren udviser. Når det gælder matadoren, taler man om pundonor, en æresfølelse og -kodeks, der gør hans kamp mod døden til et spørgsmål om ære, redelighed, mod og stolthed. Det er livsfarligt at vise pundadonor, og det ved han bedre end nogen. Hele den vilde tyrs liv og opvækst er indrettet på dens første møde med en mand til fods. Men som Papa selv belærende har sagt i en anden sammenhæng: »Kære Madame, alle historier vil, hvis de bliver ført langt nok, ende med døden.«
