Hvad gør man, når man skal bruge en person til at spille den afdøde rapper Notorious B.I.G.?
Folkene bag filmen droppede alt om at kontakte professionelle talentspejdere og skuespillere. De søgte i stedet på internettet efter en amatørskuespiller ved at gennemse videoer. Sådan fandt de Jamal Woolard.
»Selvom Jamal har gjort en smule opmærksom på sig selv inden for musikverdenen, er han stadig relativt ukendt, hvilket vi mente var en fordel i hans arbejde med rollen,« siger producer Wayne Barrow, der brugte denne form for casting til filmen »Notorious«, som efter planen får premiere i 2009.
Den kommende hovedrolleindehaver, Jamal Woolard, har adskillige ting til fælles med Notorious B.I.G. Jamal er selv musiker, har solgt stoffer, før han blev musiker, og så er han også blevet skudt – det skete uden for en hip hop-radio station ved navn »Hot« i 2006. Til sammenligning blev Notorious B.I.G. skudt ved en drive-by-shooting i 1997.
Det allermest opsigtsvækkende ved Jamal er imidlertid: Han er fundet ved en åben filmaudition lagt ud på en hjemmeside på internettet.
Det er blot en blandt flere historier om filmselskaber, der vælger internettet som forum for deres filmaudition. Fordi man her kan søge i bredden om end stadig specifikt og fordi der kommer så mange svar.
Fænomenet spænder allerede bredt. Fra MTV – som lagde deres audition til realityprogrammet »The Real World« ud på internettet, og hvis 20. sæson netop har fået premiere i USA – til Paramount Vantage og MySpace, der sidste år begyndte et samarbejde. De søgte tre roller til filmen »How she move«, fandt dem, og filmen fik premiere for tre måneder siden. Anmelderne har ikke ligefrem badet filmen i roser, men roserne kom, da en anden instruktør fandt sine bærende roller over internettet.
Gus Van Sant ville finde »rigtige børn« til sin film »Paranoid Park« og lagde derfor en åben audition-side ud på MySpace. Her kunne folk sende klip ind om sig selv for at komme i betragtning.
En af dem, der søgte, var 16-årige Gabe Nevins. Ikke et vidunder, men en gennemsnitlig god skateboarder. Præcis hvad Gus Van Sant søgte, og Gabe Nevins endte med hovedrollen. Da Gus er færdig, har næsten 3.000 andre håbefulde teenagere søgt hovedrollen i filmen, og otte ud af filmens ti største roller er uprøvede og amatørskuespillere.
Søren Høy, rektor på Den Europæiske Filmhøjskole i Ebeltoft, er begejstret for Gus Van Sants resultat: »Når du ser Paranoid Park, går du helt i brædderne over, hvor godt det er,« siger han og tilføjer, at han ser flere fordele ved Gus Van Sants fremgangsmåde.
En stor succes
»Det interessante ved Myspace er, at man rammer en markedsgruppe meget præcist, og det er der både penge og markedsværdi i for slet ikke at tale om mulighederne på lærredet. Hertil kommer, at Gus Van Sant er en af dem, der virkelig kan se ungdommen og kan følge deres tankegang,« siger Søren Høy.
Gus Van Sants film »Paranoid park« fik premiere i 2007 og blev af det franske filmmagasin »Cahiers du Cinema« kåret som en af de ti bedste film det år. Man kunne frygte, at en ung hovedrolleindehaver, der bliver blæst op på plakaten, ikke kan løfte opgaven, men han mødte faktisk ros. The Times skrev blandt andet: »Hans underspillede tilgang til den stille, frygtelige tilstand, hans person befinder sig i, er temmelig effektiv,« og kvitterede med fire ud af fem stjerner.
Der er dog ifølge Søren Høy også en bagside af medaljen.
»Det er helt afgørende, at man ikke misbruger de amatørskuespillere, der medvirker. Der er en grund til at folk har en uddannelse. Det er for at sikre, at de kan magte det følelsesregister, som en rolle indebærer.«
»Man skal huske, at en amatør også skal have meget coaching. Det værste er, hvis instruktøren siger tak for det, farvel, hyggeligt at lære dig at kende og derefter er videre til næste produktion. De fleste instruktører har ikke noget at gøre med deres børnestjerner senere hen. De bruger dem jo bare som et instrument i deres produktion.«
Søren Høy har mødt flere af de skuespillere, Gus Van Sant brugte i filmen »Elephant«. Det er børn, som får pålagt følelser, de ellers slet ikke kan administrere.
»De der knægte kan slet ikke håndtere det. De er med i en film, hvor de skyder deres venner ned og taler om, at det ville da også være svært, hvis det skete i virkeligheden. En skuespiller har jo lært, hvordan man skal håndtere det følelsesmæssige register,« siger han, men påpeger dog, at når disse søgemetoder fungerer bedst, er det oftest til at besætte børneroller, da det er svært at få en amatør til at spille fænomenalt godt i voksenroller, hvor andre facetter i skuespillet ofte er påkrævet.
MySpace og mulighederne
I Danmark har vi ingen eksempler på fænomenet endnu, men det kan der snart blive ændret på. En af dem, der kunne forestille sig at benytte MySpace til at caste filmskuespillere, er Natasha Arthy, der på det seneste har instrueret den prisvindende danske film »Fighter«.
Her brugte hun stort set udelukkende uprøvede amatørskuespillere med undtagelse af Cyron Bjørn Melville og Molly Blixt Egelind, der før har haft biroller. Hun har hørt om Gus Van Sants projekt, og hun synes på mange måder om det.
»Det er oplagt at bruge nettet, og jeg kunne sagtens finde på at gøre noget tilsvarende, som det han (Gus Van Sant) gjorde. Det er helt klart en fordel, når man vil ned i unikke miljøer og finde nogle mennesker, som man ikke vil kunne finde på andre måder. Det synes jeg også, man ser i de film, hvor instruktørerne bruger det.«
»Man skal jo huske, at det er meget lettere at henvende sig i det miljø, hvor man skal bruge en person og så lægge en annonce ud dér. Til en børnefilm bruger man jo ikke nettet, der bruger man jo stadig en avis, for så læser forældrene den og tager måske deres børn til audition.«
Hun brugte selv internettet – om end på en anderledes mere målrettet facon – da hun skulle finde hovedrollen til »Fighter«. Natasha Arthy søgte blandt karateklubber og faldt her over den senere hovedrolleindehaver Semra Turan, som gik i en karateklub i Ishøj. I starten fungerede Semra Turan som konsulent på historien, men efter en stribe andre castings viste hun sig bedst og blev valgt til den endelige hovedrolle. Derefter trænede de en stribe skuespilteknikker sammen. For Natasha Arthy var nødt til at være sikker.
»Hvis det er én, der ikke er uddannet, skal vedkommende først og fremmest synes, at det er sjovt at lave film. Det gælder især for børn. Har vi lavet en scene, skal han eller hun stadig være ved godt mod, når vi har skudt den 3.000 gange. Derudover kræver det ligeså meget, at deres familie er der, og at de er sunde. At de ikke lader sig forføre og er kritiske over for mig. Det gælder også bagefter, når filmen skal sælges.«
I stedet for aviserne
Den svenske instruktør Roy Andersson – der i øjeblikket aktuel med sin fjerde film »Du levende« – kan forstå Natasha Arthy og regner med at finde skuespillerne til sin kommende film over internettet.
»Jeg har et nyt projekt på tegnebrættet i øjeblikket. I hvert fald i hovedet, men det er et godt forslag med internettet, og faktisk kunne det meget vel blive noget, jeg benyttede mig af til den film. Jeg har mange unge medarbejdere, som er meget bedre til at bruge de online medier, end jeg er,« siger Roy Andersson.
Roy Andersson er om nogen kendt for at caste amatørskuespillere til stort set alle roller ud fra parolen: »Sverige har hen ved 5.000 skuespillere, men op imod ni millioner indbyggere,« hvilket efterlader en noget større pulje at lede i. Det handler om at finde en person, der spiller autentisk, og selvom han intet har imod almindelige skuespillere, kan man bare få lidt mere ud af amatørerne.
»Jeg vil helst have nye ansigter. Eller have skuespillere i en helt anden sammenhæng, end man sædvanligvis bruger. Folk har en idé om, at en læge ser sådan ud, og en kontorarbejder ser ud på en anden måde. Jeg vil helst have, at man ser nye ansigter i filmen. Jeg vil gerne vende op og ned på de forventninger.« Hvad end forventningerne er, falder anmelderne i øjeblikket i svime over hans seneste film »Du levende« med hobevis af fem- og seksstjernede anmeldelser.
Natasha Arthy og Roy Andersson forstår, hvorfor Søren Høy frygter, at skuespillerne efterfølgende føler sig efterladt. Roy Andersson kalder det »et vældigt ansvar« og anbefaler sine skuespillere »ikke at sige deres daglige arbejde op uden at have noget på sidelinjen«. Natasha Arthy sørger for at mødes med sine skuespillere, men erkender, at det er svært at passe på dem bagefter.
»Når man slipper en film, så slipper man også dem, der medvirker. Det at man går i biografen sammen og mødes en gang imellem er pludselig væk. Så er man ikke mor for dem længere.«
Filminstruktøruddannelsen træner de kommende filminstruktører i at caste. Leder af filminstruktøruddannelsen på den danske filmskole, Jonas Wagner, ser dog ikke noget forkert i at finde skuespillerne på nettet.
»Det er jo ikke forbudt, og hvis man som instruktør gerne vil det, er det ens eget valg. Der er og vil altid være filminstruktører, der caster amatører. Det er der ikke noget nyt i, og jeg ser ikke problemer i, at det sker via MySpace.« siger Jonas Wagner.
Meget apropos Gus Van Sant havde en af hans førsteårselever kastet sig ud i optagelser med to skatere.
»De skulle være teenagere og kunne skate, og det finder man ikke på en teaterskole. Så det er en del af håndværket at besætte roller med amatører,« siger han og understreger, at eleverne først og fremmest bliver trænet i at lede efter uddannede skuespillere, men at man også skal kunne arbejde med amatører.
Jamal Woolard, manden der skal fylde de store sko, der tilhørte Notorious B.I.G., er amatørskuespiller. Voletta Wallace, mor til Notorious B.I.G., er producer på filmen og sagde om valget af Jamal: »Det var Jamals charmerende personlighed, hans varme sjæl, en fantastisk humor og et smukt smil, der erobrede mit hjerte.«
Derudover ligner han på en prik, og det kunne man vel næppe have fundet i skuespillerhåndbogen?
