Antorini skaber kaos på Rådhuset

Christine Antorinis nej til overborgmesterposten i København frustrerer byens socialdemokrater. Internt i S-gruppen såvel som i baglandet betragtes de resterende mulige kandidater som chanceløse.

Socialdemokraternes uddannelsesordfører på Christiansborg afviser at være kandidat til til overborgmesterposten i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Jens Astrup
Så kom svaret. Efter i tre dage at have »loddet stemningen«, og forholdt sig tøvende til, om hun vil være Socialdemokraternes bud på en ny overborgmester i København, har Christine Antorini givet klar besked.

»Nej, jeg er ikke kandidat til at blive overborgmester. Jeg er blevet opfordret af mange til at stille op, men jeg er nået frem til, at jeg holder fast i det, jeg har arbejdet med i mange år,« begrunder hun.

Dermed står kampen om den magtfulde post som overborgmester i Danmarks største by i øjeblikket mellem fire relativt ukendte kommunalpolitikere, nemlig Anne Vang, Jesper Christensen, Jakob Hougaard og outsideren Ikram Sarwar, der er de eneste, som har meldt deres interesse for jobbet, mens adskillige mere kendte politikere har takket nej. Chanceløse kandidater

Problemet med de fire kommunalpolitikere er bare, at ingen af dem har en chance for at vinde overborgmesterposten. Det siger adskillige af de kredsformænd og politikere i den socialdemokratiske gruppe på rådhuset, som Berlingske Tidende har talt med.

»Det er svært at se, hvordan nogen af dem skulle kunne blive overborgmester,« fortæller en højtstående politiker i den socialdemokratiske gruppe, som fastslår, at han taler på flertallets af gruppens vegne.

»Jesper Christensen er mere rutineret og driftsikker end de andre, men han er ikke folkelig. Jakob Hougaard har ingen bred opbakning i eller uden for partiet. Anne Vang har en lidt bredere opbakning og er i virkeligheden den mest talentfulde, men hun er meget ung, og så er hun ligesom resten af ledelsen svækket af, at hun har et kæmpe medansvar for den kurs, som er gået galt for os under Ritt Bjerregaard,« uddyber han.

Og den vurdering står han ikke alene med.

»Ingen i gruppen er i stand til at samle de 60.000 personlige stemmer, som Ritt Bjerregaard gjorde ved sidste valg. Derfor bliver vi simpelt hen nødt til at hente en kanon ude fra. Ellers taber vi valget. Så enkelt er det,« lyder dommen fra Hamid El Mousti, en anden københavnsk socialdemokrat.

Elefant efterlyses
En tredje socialdemokrat på rådhuset nøjes med at sige, »at der jo er en grund til at, vi kigger på folk ude fra«, mens en fjerde beroligende vurderer:

»Antorini er ikke den sidste elefant, vi har set i det her spil. Det kan du være helt sikker på. De andre ser bare tiden an, for ingen er interesseret i at komme på banen, for så at blive slået ud af en større elefant.«

En rundringning til syv ud af de ni socialdemokratiske kredsformænd i København viser et lignende resultat: Seks meddeler, at de håber, at en højtprofileret kandidat melder sig ind i valgkampen. Og det har den eneste officielle kandidat, Jakob Hougaard, »en vis forståelse for«.

»Jeg skal være den første til at indrømme, at ingen af os herinde vil kunne trække lige så mange personlige stemmer som Ritt. Til gengæld har vi i kraft af vores tid på rådhuset en del forbindelser, som kan gøre det muligt at lave et bredere samarbejde end hun har gjort,« fastslår han.