Han tænder på usikkerheden

40 år onsdag. Peter Christoffersen er TV-aktuel som kokken Nikolaj i DRs »Når støvet har lagt sig«. Til marts medvirker han i Det Kgl. Teaters opsætning af »Mutter Courage«. Til sommer siger han op.

I DRs nye søndagsserie »Når støvet har lagt sig« spiller Peter Christoffersen en kok, der bruger ufine metoder for at få sin plan igennem. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Ti søndage i træk er han på skærmen i Danmarks Radios seneste dramaserie, »Når støvet har lagt sig«.

Som kokken Nikolaj, der er i gang med at vriste restauranten ud af ejerens hænder.

Peter Christoffersen har spillet skurk før, og måske er Nikolaj en af dem.

»Der er helt sikkert noget ufortalt i ham. Nikolaj gemmer på noget. Han har helt sikkert en fortid,« siger skuespilleren, der 12. februar fylder 40 år.

»Det spændende ved Nikolaj er, at man tydeligt kan se, at han er anderledes. Han virker knap, og der er ikke megen glæde i ham. Så hvad er det, han vil?« siger Peter Christoffersen og uddyber:

»Nikolaj er jo egentlig bare en helt almindelig gut, hvor man måske tænker, nåh, hvad er der med ham. Bærer han rundt på et eller andet? Det er sådan en rolle, jeg synes bedst om. En karakter, man bare kan gå ind i. Jeg kan godt lide, når man møder en karakter, man ikke kan blive helt klog på. Med en hemmelighed, der er svær at afkode. Han virker meget målrettet. Bruger ufine metoder for at få sin plan igennem. Så må vi se, hvor langt han når i sin plan,« siger skuespilleren om sin rolle.

Farvel til Det Kgl. Teater

Peter Christoffersen har i disse dage en anden rolle at øve sig på, eller rettere flere, for han spiller både fenrik, sergent og major i Det Kongelige Teaters opsætning af Bertolt Brecht-stykket »Mutter Courage og hendes børn«, der får premiere til marts.

Christoffersen har været kongelig skuespiller de seneste fem år, men har sagt op og stopper til sommer. Han lever livet i en cyklus på fire-fem år, så det er på tide, at der skal ske noget nyt.

»Jeg har nogle projekter, der venter mig. Men må desværre ikke fortælle om dem endnu,« forklarer han.

Først og fremmest glæder han sig til at være freelance. Det har han ikke prøvet før.

»Jeg ved noget, jeg skal. Men der er også noget, jeg ikke ved. Usikkerheden tænder mig,« siger han og løfter en lille flig af sine planer: Han vil gerne foran kameraet – og på scenen også gerne i en instruktørrolle.

Skuespiller i lidt sen alder

Fødselaren blev uddannet skuespiller 2009 og var en del af ensemblet på teatret Mungo Park i Allerød 2010-2014. Også her en cyklus på fire-fem år.

Efter studentereksamen arbejdede han som pædagog om dagen og tjener om aftenen. Han dyrkede sine interesser, spillede musik og var ude at rejse.

»Jeg vidste ikke, hvad jeg ville. Tog mig god tid.«

Han søgte to gange ind på Statens Teaterskole. »Første gang gik ikke godt. Jeg anede ikke, hvad jeg lavede.« Anden gang kom han ind. Da var han 25 år.

Han havde spillet musik i et band som teenager og kunne godt mærke, at der var noget kreativt i ham. Men det var først nu, på teaterskolen, at det føltes helt rigtigt.

Glæden ved skuespil

Det bedste ved at være skuespiller, mener han, er at gå på opdagelse i sig selv hver eneste dag. Søge ind og mærke den anden person. Og knapper, der tænder, når man går på scenen.

»Det er de øjeblikke, der koster noget. Ligesom når man skal holde en vigtig tale. Mærke, at man er levende, men vide, at det også kan gå galt. Kommer det til at leve, eller kommer det til at fejle,« forklarer Peter Christoffersen.

Omvendt er det værst, hvis gnisten ikke er der. »Når det ikke koster det, det skal. Når man ikke gør sit ypperste, ikke gør sig umage. Det værste er, når skuespillet bare bliver det, at man tjekker ind,« siger han.

Mandlige forbilleder

Peter Christoffersen nåede aldrig at se sin far, smykkedesigner Kurt Erik Christoffersen, som døde af kræft, da sønnen var et år gammel.

»Jeg ved jo ikke, hvad jeg er gået glip af. Jeg havde min familie, min mor, bror og søster. Men som voksen har jeg selv opsøgt andre mandlige forbilleder. Og lært det, jeg ikke lærte af min far. Fordi jeg har haft en tryg og kærlig opvækst, har jeg aldrig følt, at jeg manglede noget,« siger han i dag.

»Mine søskende er 12 og 13 år ældre. Jeg havde jo også dem. De var reserveforældre for mig.«

Peter Christoffersens mor er halvt hongkong-kineser, halvt peruvianer og opvokset i Peru, hvor hun mødte sin danske mand, der var rejst ud for at opleve verden.

»Min far var kunstneren i familien. Der er mange ting fra ham, der lever videre i mig. Kreativiteten har jeg fået fra ham. Han var den eventyrer, jeg kan mærke, jeg også har i mig.«