Tørke rammer australsk delstat og efterlader landmænd i krise

Foto: David Gray. REUTERS/David Gray
Læs mere
Fold sammen

Den australske delstat New South Wales (NSW), der er dobbelt så stor som Tyskland og den mest folkerige af Australiens stater, er officielt i tørke.

Det oplyser regeringen i delstaten onsdag.

En tørrere vinter end forventet har efterladt mange bekymrede landmænd i det østlige og sydlige Australien. Manglen på vand gør, at de frygter for deres afgrøder, ligesom at de ikke kan fodre deres dyr.

- 100 procent af NSW er nu påvirket af tørken. Næsten en fjerdedel betegnes som intens tørke, oplyser statens landbrugsministerium.

Selv om kalenderen i Australien viser, at det er midt om vinteren, så er der blevet registreret under ti millimeter regn i den vestlige, nordvestlige og centrale del af NSW den seneste måned.

- Det her er virkelig hårdt, siger den ansvarlige minister i delstaten, Niall Blair.

- Der er ikke en eneste person, som ikke håber snart at se noget regn for vores landmænds skyld, tilføjer han.

New South Wales, der blandt andet huser storbyen Sydney, står for omkring en fjerdedel af Australiens samlede landbrugsproduktion.

Søndag annoncerede landets premierminister, Malcolm Turnbull, en hjælpepakke på 190 millioner australske dollar - cirka 907 millioner kroner - til landmændene i NSW.

Ifølge Turnbull er situationen for de tørkeramte landmænd "tragisk".

/ritzau/dpa