Sydamerikanere spiller på VM-græs fra Danmark

Dansk virksomhed fik et gennembrud ved sidste års fodbold-VM i Brasilien, og nu er dansk græs blevet det mest anvendte til fodboldbaner i Sydamerika.

Foto: NELSON ALMEIDA. Brasilien i hård kamp mod Paraguay under dette år sydamerikanske mesterskaber Copa America, der blev spillet på græs fra Danmark.  
Læs mere
Fold sammen

Mens greenkeeperen på et fodboldstadion er en nøgleperson, er forarbejdet med at få udviklet græsfrø til den perfekte bane også af stor vigtighed. Banen skal blandt andet være slidstærk, og det ved de i DLF-Trifolium, når virksomhedens produkter markedsføres verden over.

Det lykkedes for virksomheden at sikre sig leverancen af græsfrø til årets prestigefyldte sydamerikanske fodboldmesterskab Copa América i juni i Chile.

Med sidste års fodbold-VM i Brasilien i frisk erindring havde DLFs topchef, Truels Damsgaard, og hans amerikanske sportsgræseksperter allerede for et år siden kontakt med de stadionentreprenører, som efterfølgende fik opgaven med at gøre stadionerne i Chile kampklare.

Det var oplagt at udnytte de gode erfaringer fra Brasilien. DLF-Trifoliums populære græsblandinger, der blev solgt til VM i Brasilien, er blevet den mest anvendte til fodboldbaner i Sydamerika. De bliver nu markedsført som VM-blandinger.

Forud for top eventen i Chile besøgte kunderne DLFs forædlingsstation i Oregon i USA, der er specialiseret i plænegræs. Og sortimentet kunne fuldt ud opfylde chilenernes skrappe krav. Bagefter blev banemanagerne på de mange stadioner og træningsbaner undervist af blandt andre DLFs erfarne medarbejdere i alt fra såning af frø til gødskning og pleje af banerne. Der blev brugt cirka 1.000 kg græsfrø pr. bane, som blev klippet dagligt til en højde på 25 millimeter.

»Vi har haft tæt kontakt med de bane­ansvarlige og har stillet vores erfaring fra andre top events til rådighed. Den opbakning har ifølge dem været til stor hjælp under forløbet,« siger Jan Gottlieb, der står for DLFs eksportsalg til Sydamerika.

Forsøg med nye sorter

På forædlingsstationen i Store Heddinge og et område på godset Bredeløkke, der begge ligger på Stevns, har DLF i år sat mange forsøg i gang. Her er tusindvis af parceller til forsøg med plæne- og fodergræs og frømarker med arter som rajgræs, rødsvingel, engrapgræs og hvidkløver. Nye sorter, som skal bruges om fem til ti år, bliver testet.

Det er et flot og imponerende syn at skue ud over de grønne og veltrimmede marker, hvor alt står snorlige.

»Forskning og udvikling af nye produkter, som foregår med hovedsæde her i Store Heddinge, er i høj grad en betingelse for vores fortsatte vækst,« fortæller DLFs administrerende direktør, Truels Damsgaard.

Alle nye sorter på forsøgsmarkerne kommer igennem en benhård udvælgelsesproces på tusindvis af forsøgsparceller, hvor kun de absolut bedste går videre. Fodergræsset bliver høstet fire gange i sæsonen, og der bliver målt på en række udbytte- og kvalitetsparametre. Plænegræsserne bliver testet for en række egenskaber, blandt andet slidstyrke, tæthed og tolerance over for svampesygdomme. Kun de bedste og mest hårdføre sorter slipper igennem nåleøjet til markedet. Hvert år lykkes det for DLF at få 30-40 nye sorter på sortslister i forskellige lande.

Disse ranglister bruges af kunderne til at udvælge de bedst egnede sorter, hvad enten det er til en græsmark ved Sankt Petersborg i Rusland eller til et fodboldstadion i Saõ Paulo i Brasilien.