Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Samsung er tilbage som verdens største mobilmærke efter at have slået Huawei, men den større overraskelse er, at det kinesiske Xiaomi nu har overhalet Apple og dermed er verdens tredjebedst sælgende.
Det fremgår af nye tal for mobilsalget for juli-september fra analysefirmaerne IDC og Canalys, der begge følger mobilmarkedet tæt.
Der blev globalt solgt 1,3 procent færre smartphones i efteråret i forhold til sidste år på samme tid, nemlig 353,6 millioner nu mod 358,5 sidste år. De største fald er sket i Kina, Vesteuropa og Nordamerika.
Huaweis problemer er Samsungs redning
De store ændringer i verdens topfemliste skyldes de amerikanske sanktioner mod den kinesiske mobilgigant Huawei, som amerikanerne anser som en sikkerhedsrisiko på grund af Huaweis tætte bånd til det kinesiske styre. Huawei selv afviser anklagerne, som USA ikke har dokumenteret, men sanktionerne har blandt andet betydet, at Huawei igennem et år ikke længere har kunnet levere mobiltelefoner med adgang til Googles tjenester. Det har reelt gjort telefonerne uinteressante uden for Kina, hvor Google-adgang i forvejen er forbudt af den kinesiske censur.
Huaweis dage på mobiltronen var derfor talte, og sydkoreanske Samsung er derfor tilbage og sidder nu på 22,7 procent af det samlede mobilsalg i verden efter i juli-september at have solgt 80,4 millioner smartphones. For et år siden havde Samsung 21,8 procent af markedet.
Samsung er blevet godt hjulpet af stor fremgang i Indien, som er raget uklar med Kina. Den antikinesiske stemning dér betyder, at Samsungs salg er vokset med 40 procent i forhold til sidste år.
Huawei holder sin globale andenplads efter at have solgt 51,9 millioner smartphones i efteråret. Huawei sidder nu på 14,7 procent af verdensmarkedet mod 22 procent for et år siden men er også gået hele 15 procent tilbage i Kina. Sanktionerne, som nu er udvidet til at ramme leverancer af de altafgørende mobilchip, som er hjernen i telefonerne, giver Huawei betydelige udfordringer, og det er et spørgsmål om, hvor længe lagrene holder. Ellers bliver det i praksis umuligt for Huawei at fortsætte sin mobilproduktion.
Apple slået af andet kinesisk mobilmærke
Den store overraskelse er Xiaomi, der tidligere har været omtalt som »Kinas Apple«. Xiaomi har indtaget pladsen som verdens tredjestørste mobilmærke for første gang, efter at Xiaomi, der ligesom Samsung og Huawei producerer Android-telefoner, har vundet terræn i Kina og også er begyndt at rykke ind i Europa.
Xiaomi solgte i juli-september 46,5 millioner telefoner og sidder dermed på 13,1 procent af verdensmarkedet. For et år siden solgte Xiaomi 32,7 millioner telefoner og er dermed gået 42 procent frem. 53 procent af Xiaomis salg stammer fra Kina, viser IDCs tal, men Xiaomi har også hentet fremgang i Indien trods uvejret, der har ramt Huaweis salg.
Apple er den anden store taber. Apples iPhone-salg er på et år faldet med 10,6 procent. I juli-september solgte Apple 41,6 millioner iPhones mod 46,6 sidste år på samme tid. Apples markedsandel er derfor nu nede på 11,8 procent mod 13 procent sidste år. Tilbagegangen skyldes, at de nye iPhone 12 blev forsinket på grund af coronakrisen. De når normalt at komme i handelen sidst i september, så det første salg tæller med i tredje kvartal. I stedet har sidste års iPhone 11 været med til at holde Apples salg oppe.
Den kinesiske mobilproducent Vivo, som er forholdsvis ukendt i Europa, er tilbage på topfemlisten efter at have solgt 31,5 millioner smartphones og dermed fået 8,9 procent af mobilmarkedet, takket været et godt salg i Kina og Indien, hvor Vivos lavpristelefoner har solgt godt.