Samsung vinder terræn på 5G-markedet under Huawei-ballade

Den sydkoreanske elektronikgigant er kommet solidt ind i kampen om de attraktive kontrakter på at levere master og antenner til de lynhurtige 5G-mobilnet – et gigantisk milliardmarked, som kinesiske Huawei trods amerikanske sanktioner stadig øger sin markedsandel på.

Samsung er ikke alene verdens største producent af 5G-smartphones. Den sydkoreanske elektronikgigant begynder nu også at vinde kontrakter på at opbygge 5G-mobilnet for teleselskaber rundt omkring i verden. STEPHEN LAM

Den sydkoreanske mobil- og TV-gigant Samsung er ved at skaffe sig et solidt fodfæste som leverandør af 5G-mobiludstyr. Og det på et tidspunkt, hvor store kontrakter kan komme i spil, såfremt kinesiske Huawei presses ud af mange vestlige lande.

Samsung sikrede sig i begyndelsen af september en ordre på 6,6 milliarder dollar (41,8 mia. kr.) med USAs største mobilselskab Verizon for næsen af sin finske konkurrent, Nokia, der lige nu leverer netværksudstyr til Verizons 3G- og 4G-mobilnet. Dette var Samsungs til dato største 5G-kontrakt.