Vil du lytte videre?
Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.
Allerede abonnent? Log ind
Skift abonnement
Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.
Hov, giv os lov at afspille podcasten. Den er klar, når du har klikket ‘Tillad alle’
Efter flere svære år ser de danske rederier igen lyst på udviklingen på det store amerikanske shippingmarked. Stigende byggeaktivitet, voksende olietransporter og en fremtidig handelsaftale mellem Europa og USA får de danske rederier til at være mere optimistiske for fremtiden.
»Vi har på det seneste haft rigtig gode rater. Der er simpelthen mangel på skibe i forhold til mængden af laster. Lige nu er det godt herovre,« siger Jesper Mehlsen Bab, der er chef for rederiet J. Lauritzens aktiviteter i USA.
USA er det næststørste marked for danske rederier efter Kina. Rederier som A.P. Møller - Mærsk, Norden, Torm, Lauritzen og Clipper omsætter for mere end 30 mia. kr. i USA. Samlet har Danmark en markedsandel på ca. 15 pct. og hver time afgår eller ankommer et dansk skib til en havn i USA.
Danmarks rederiforening vurderer, at rederierne er godt positioneret til at vinde markedsandele.
»Vi er klar til næste bølge. Så vi skal gerne kunne følge med og tage nogle markedsandele,« siger vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening.
Tørlast udvides
Norden er et af de rederier, der regner med at få en større del af det amerikanske tørlastmarked, hvor der fragtes varer som korn, kul og stål.
»Vores andel af det amerikanske marked bør stige. Når man vokser på et stabilt marked, er det, fordi du tager markedsandel. Det tror vi, at vi gør,« siger Adam Nielsen, der leder Nordens kontor i USA.
Han peger på, at USA står foran en stor opgave med at udbygge landets infrastruktur. Her skal der anvendes råmaterialer, hvor noget skal fragtes på danske skibe. Lysere udsigter for amerikansk økonomi kan også sætte skub i det amerikanske byggemarked.
»Udsigterne for den amerikanske økonomi er positive, selv om der stadig er mange udfordringer. Man kan have lov at håbe, at der kommer gang i byggesektoren, og det vil have positiv betydning for tørlast,« siger Adam Nielsen.
Der er også en ny situation på det amerikanske kulmarked. Det skyldes en omfattende forandring af energimønstrene i USA, hvor der i dag bliver udvundet store mængder skifterolie.
»Det betyder, at der er mindre efterspørgsel efter kul, og vi har set, at USA er begyndt at eksportere mere. Men hvor stort det bliver, ved vi endnu ikke, fordi det kræver en videreudvikling af infrastrukturen for at bringe kullet fra minerne til havnene,« siger Adam Nielsen.
Fordobling af eksport
Skiferolie bliver udvundet fra andre dele af undergrunden end traditionel olie. Det har de senere år medført store forandringer i USA, og den nye type olie betyder, at markedet for eksport af raffinerede olieprodukter på år er fordoblet. Det får optimismen frem hos Torm, der ellers som andre tankrederier har været gennem nogle frygtelige år.
»Vi har helt klart et positivt syn på shippingmarkedet herovre. Det hele kan selvfølgelig gå i stykker, hvis der kommer for mange skibe. Men outputtet er så stort herovre, så jeg har en god tiltro til, at vi forsætter højt noget tid endnu,« siger Torms amerikanske chef Claus Albrektsen.
De positive udmeldinger kommer, efter at USA ellers har været gennem en stor politisk krise, hvor Kongressen i sidste øjeblik stemte ja til at hæve gældsloftet. Inden var USA gennem en 16 dage lang lukning af statsapparatet, og frygten bredte sig for, hvordan det ville ramme verdensøkonomien. Også de danske rederier blev bekymret.
»Der er flere gode indikationer om amerikansk økonomi. Men de seneste problemer i Washington skaber manglende gennemsigtighed og skaber tvivl om virksomhedernes lyst til at investere. Vores regering skal fungere bedre og dæmpe den usikkerhed, der er i dag,« siger amerikanske Gary Vogel, som er delt adm. direktør i danske Clipper.
Det amerikanske marked kan blive endnu bedre, hvis amerikanerne og europæerne kan blive enige om den frihandelsaftale, der i øjeblikket bliver forhandlet om. Ifølge Danmarks Rederiforening vil den alene øge omsætningen med fem-ti mia. kr.
»Frihandelsaftalen er et af vores største fokusområder i USA i øjeblikket,« siger vicedirektør Jan Fritz Hansen fra Danmarks Rederiforening.