Det var nærmest ikke til at mærke på bitcoin, at en meget længe ventet tilladelse, der kan give kryptovalutaen større appel blandt investorer, endelig kom i hus.
Det amerikanske finanstilsyn, Securities and Exchange Commission (SEC), godkendte onsdag 11 ansøgninger, som gør det muligt at købe sig ind i kryptovaluta gennem fonde, således at man ikke selv ejer kryptovalutaen og dermed påtager sig den store usikkerhed, hvor kursen er svinget op og ned.
Udsigten til endelig at få godkendelserne i hus har gennem de seneste måneder fået kursen på bitcoin til at stige markant. Hele 156 procent mere værd er bitcoin blevet i 2023. Men da det så endelig skete, var kursen stort set upåvirket.
Torsdag morgen lå den i Asien på 46.337 dollar, hvor den tidligere på ugen lå på 47.897 dollar, hvilket var det højeste i 21 måneder. Den næststørste kryptovaluta, ether, steg ifølge nyhedsbureauet Reuters med 0,2 procent oven på godkendelsen og koster nu 2.590,20. Ether lå onsdag på 2.644 dollar, hvilket var det højeste siden maj 2022.
Kurserne på kryptovaluta blev påvirket af, at det tidligere i denne uge lykkedes endnu uidentificerede personer at skaffe sig adgang til finanstilsynets officielle konto på X, og her fortælle, at nu var fondsansøgningerne godkendt.
Det falske opslag blev fjernet, da finanstilsynet efter en halv time igen fik skaffet sig adgang til kontoen.
Kraftig advarsel til investorerne
Sammen med den ægte godkendelse advarede finanstilsynet om de risici, som investeringer i kryptovalutaer bringer med sig.
»Bitcoin er primært et spekulativt, ustabilt aktiv, der også bruges til ulovlig aktivitet, herunder ransomware (hvor hackere låser vigtige filer med en kode og kræver løsesum for at fortælle koden, red.), hvidvaskning af penge, omgåelse af sanktioner og finansiering af terrorisme. Investorer bør fortsat være forsigtige i forhold til den myriade af risici, der er forbundet med bitcoin og produkter, hvis værdi er bunde til kryptovaluta,« lød svadaen fra finanstilsynets direktør, Gary Gensler.
Nu vil man kunne investere i kryptovalutaer uden at skulle skaffe sig en digital tegnebog og manøvrere rundt på kryptobørser.
Kursen på bitcoin ligger i dag langt fra toppen i 2021, hvor en bitcoin kostede næsten 70.000 dollar. Derefter faldt den til blot 16.000 dollar i 2022 efter en række skandaler, heriblandt den store kryptobørs FTX' totale og meget spektakulære kollaps.
Bitcoin er den første kryptovaluta, der kom til. Ideen bag den stammer fra den mystiske og mytiske Satoshi Nakamoto, som i 2008 lagde sin beskrivelse på nettet under dette pseudonym. Hans ægte identitet er fortsat uafklaret, selvom flere har påstået, at de er den ægte opfinder af bitcoin. I dag er bitcoin både den mest kendte og den dyreste af kryptovalutaerne.