En falsk besked blev lagt ud på finanstilsyns X-profil – og så hamrede bitcoinkursen i vejret

Sikkerheden på det sociale medie X er kommet i fokus, efter at det lykkedes »et uidentificeret individ« at skaffe sig adgang til det amerikanske finanstilsyns konto og udsende en falsk besked, som sendte den i forvejen høje bitcoinkurs endnu højere op.

En falsk besked med en god nyhed for bitcoin blev tirsdag aften lagt ud på det amerikansk finanstilsyns konto på X. Andrew Kelly/Reuters/Ritzau Scanpix

En falsk besked fra det amerikanske finanstilsyn på det sociale medie X fik kursen på kryptovalutaen bitcoin til at skyde i vejret. Nu sætter episoden ekstra fokus på sikkerheden på det tidligere Twitter efter multimilliardæren Elon Musks overtagelse.

Hackere lagde tirsdag aften dansk tid en falsk nyhed om en længe ventet godkendelse fra finanstilsynet af en ny måde at kunne handle med bitcoins på.