Parken investerer i Femern Bælt-selskab

Parken Sport & Entertainment har købt en fjerdedel af servicei selskabet Femern Belt Services.

Dialogmøde for borgere, politikere og eksperter om den faste forbindelse over Femern Bælt torsdag den 20. januar i Lalandia på Lolland. Fold sammen
Læs mere
Foto: Marie Hald

Parken Sport & Entertainment udvider forretningsområdet med købet af 25 pct. af aktierne i selskabet Femern Belt Services. Det sker for at styrke datterselskabet Lalandias forbindelser til de byggekonsortier, der skal forestå byggeriet af den kommende Femern Bælt-forbindelse. Det skriver Parken i en pressemeddelelse.

- Lalandia i Rødbyhavn ligger meget centralt i forhold til det kommende byggeri, og på en række områder har vi kompetencer, som vi kan tilbyde. Det gælder f.eks. indkvartering, forplejning, business-faciliteter og aktivitetsmuligheder, hvor vi har stor erfaring og en volumen, der kan imødekomme den efterspørgsel på serviceydelser, der naturligt vil komme i kølvandet på et byggeri med det omfang Femern Bælt-forbindelsen har, siger Jan Harrit, administrerende direktør i Lalandia.

Femern Belt Services ser en stor fordel i, at Parken Sport & Entertainment indtræder i ejerkredsen.

Lalandia har 25 års erfaring som veldreven serviceorganisation, og vi ser meget frem til at få en stærk medspiller på holdet i vores bestræbelser på tilbyde byggekonsortierne optimale forhold at udføre deres arbejde under, siger Martin Skibsted, bestyrelsesformand i Femern Belt Services.

Ejerkredsen bag Femern Belt Services A/S er Blue Water International A/S, Holeby Holding A/S, Bugge Holding Aps. og nu PARKEN Sport & Entertainment A/S.

/ritzau/FINANS