Nyt datalæk afslører Nordeas Vesterport-afdeling som centrum for skattelyselskaber og potentiel hvidvask

Nordeas Vesterport-filial har gennem mere end et årti været centrum for hundredvis af skattelyselskaber og skuffeselskaber, som har ageret midterstation i mistænkelige transaktioner for hundredvis af millioner.

I Nordeas filial på Vesterbrogade 8 blev der gennem mere end et årti givet grønt lys til kunder og mistænkelige transaktioner, som der ifølge flere hvidvaskeksperter aldrig burde være sket. Et nyt datalæk trækker på ny tråde til lyssky aktiviteter og russiske oligarker. Fold sammen
Læs mere
Foto: Søren Bidstrup

Fra Belize via en litauisk bank til Vesterbrogade 8 midt i København og videre til den caribiske ø Nevis. Eller fra Baku i Aserbajdsjan via en litauisk bank til Vesterbrogade, hvor et newzealandsk selskab med en midaldrende filippinsk husmor som direktør havde konto.

Sådan lyder to dybt suspekte pengestrømme gennem Nordeas danske Vesterport-afdeling i hjertet af København, som et nyt læk af data afslører.

Frem til 2014 var Nordea-filialen i den markante kobberbygning på Vesterbrogade hjemsted for en af storbankens mest kritiserede forretninger: afdelingen for udenlandske velhavere kaldet International Branch. Afdelingen blev mistænkt for at lægge hus til hvidvask og skatteunddragelse og har tidligere været i mediernes søgelys.

Men et nyt datalæk, som Berlingske sammen med finsk stats-TV YLE har fået adgang til via journalistorganisationen OCCRP, afslører helt nye detaljer om omfanget af problematiske pengestrømme gennem afdelingen. Flere end 260 skattelyselskaber og skuffeselskaber havde i perioden 2004 til 2014 konti i Nordeas danske Vesterport-afdeling midt i København.

TILBUD: Få Berlingske hver lørdag samt adgang til berlingske.dk og e-avisen hele ugen for kun 19 kr./uge i 10 uger.

Burde have opdaget det

Julie Galbo, der er risikochef i Nordea og medlem af den øverste ledelse i storbanken, understreger, at hun ikke kan udtale sig om specifikke kundeforhold, men erkender, at der historisk i Vesterport-filialen nok er »foregået nogle ting, der ikke burde være foregået«.

»Vi vil ikke misbruges til hvidvask eller anden finansiel kriminalitet. Såfremt vi er blevet udnyttet af russiske oligarker til hvidvask, beklager vi det og tager afstand fra det,« siger hun.

Graham Barrow er britisk hvidvaskekspert, der tidligere har bekæmpet hvidvask i storbanker som HSBC og Deutsche Bank, og han har tidligere hjulpet Berlingske med at vurdere de mange mistænkelige transaktioner i Danske Banks hvidvaskskandale. Det samme har han gjort i denne sag.

»Det skuffende er, at selv en kortfattet gennemgang af disse konti burde have afsløret, at de var mistænkelige,« siger han.

Det datasæt, som Berlingske over de seneste uger har analyseret i samarbejde med datajournalister hos finske YLE, er en del af et større datasæt og en fortælling ved navn »Troika Laundromat«, som OCCRP har gravet frem, og som ifølge organisationen handler om lyssky forretninger og kriminalitet med udgangspunkt i den russiske milliardær Ruben Vardanyan og dennes investeringsbank, hvis netværk førte milliarder og milliarder af euro ud af Rusland uden om myndigheder og sanktioner. På egne og andre oligarkers vegne med tråde til den russiske præsident Vladimir Putin.

Nordea har vist sig at være en del af det netværk af banker, der blandt andet er blevet brugt til dette. Datasættet viser således, at der er sket overførsler til Nordea-konti på mere end fem mia. kroner, mens mere end tre mia. kroner blev overført fra Nordea-konti. Data viser endvidere, at danske Nordea-konti modtog i alt næsten to mia. kroner, mens der blev overført mere end en mia. kroner fra de danske konti.

Enkelte af disse transaktioner er tidligere blevet beskrevet af andre danske medier, ligesom nogle af dem også dukkede op i Berlingskes afdækning af Danske Banks hvidvaskskandale. Men det store omfang, som det nye datalæk afslører, både hvad angår perioden og beløbene, samt tilknytningen til Troika Laundromat, er ikke før blevet afdækket.

Det kan Berlingske nu. Der er således pengestrømme fra netværket knyttet til Troika Dialog til især Ukio Bankas samt Moldinconbank og Trasta Komercbanka. Herfra gik strømmene så blandt andet til Nordea-konti i Danmark, Estland og Finland. Datasættet viser, at der alene fra Ukio blev overført i alt 2,95 mia. kroner til Nordea-konti.

De mørke penge

I Danske Banks tilfælde var der tale om, at omdrejningspunktet for hvidvaskskandalen var en filial i et højrisikoland, der blev en del af banken gennem et opkøb. Den kendsgerning, at en stor skandinavisk bank gennem mere end et årti gjorde lignende forretninger – virksomheder med offshore-forbindelser og forbindelser til højrisikolande – i hjertet af et land, der har en global opfattelse af at være øverst på gennemsigtigheds- og antikorruptionslisterne, er ifølge Graham Barrow »meget bekymrende«.

»Det tyder på, at der under overfladen var et større problem med mørke penge, der strømmede gennem det tidligere så velansete skandinaviske banksystem, end jeg havde forestillet mig, og at det er foregået i en længere periode,« siger han.

»Måske burde man overveje en helhedsvurdering af alle de skandinaviske bankers aktiviteter i løbet af de seneste ti år for at bringe alle andre skeletter ud af skabet og begynde med en ren tavle,« tilføjer han.

Nordeas såkaldte International Branch i Vesterport-filialen midt i København har længe været mistænkt for at agere bank for rige russere med kriminelle hensigter såsom skatteunddragelse. Den kom i spotlyset i forbindelse med det første skattelylæk i 2013, også kaldet Offshore Leaks. Her kunne flere medier fortælle, hvordan Nordea var bank for rige udlændinge med selskaber i blandt andet skattelyet De Britiske Jomfruøer. Selskaberne var ofte etableret gennem advokatfirmaer i Rusland og Ukraine, men de reelle ejere af selskaberne kendte banken i mange tilfælde ikke.

Dengang afviste daværende bankdirektør i Nordea Bank Danmark, Anders Jensen, at banken havde et problem. Året efter blev afdelingen lukket.

En beklagelse og en modenhedsrejse

Men det nye datalæk viser, at de problematiske transaktioner fortsatte efter de første afsløringer i 2013. Nordea har ellers tidligere gentagne gange forklaret, at storbanken allerede i 2009 tog fat på arbejdet med at sikre, at bankens kunder med offshore-selskaber ikke snød i skat eller var involveret i anden kriminalitet. Først i 2014 blev den stærkt problematiske afdeling dog altså lukket.

»Jeg er glad for, at Nordea i 2014 besluttede at lukke International Branch. Man var bekymret over risikoniveauet, og med årene blev man så bevidst om risikoen for hvidvask og skatteunddragelse, at man valgte at lukke afdelingen,« siger Nordeas risikochef, Julie Galbo.

Hvordan har du det som repræsentant for banken med, at det tog ti år at komme dertil?

»Hvis man kunne gøre fortiden om, så ville jeg da ønske, at International Branch havde været mindre spændende, end den sidenhen har vist sig at have været. I de tilfælde, vi er blevet misbrugt til hvidvask, er jeg utroligt ked af det, og det beklager jeg. Og jeg vil gerne understrege, at Nordea såvel som resten af samfundet har været på en omfattende modenhedsrejse siden da,« siger hun.

Men hvad var det så, der skete i filialen i København gennem de mere end ti år, og som ikke burde være sket?

Berlingske har gennemgået transaktionsdata fra det nye læk, der relaterer sig til filialen, og de viser gang på gang adskillige røde flag, som en bank burde have opdaget og reageret på.

Den filippinske husholderske og skattelyet

Et eksempel er overførsler til Nordea-kunden Lankon Limited fra selskabet Delico Corporation. Firmaet, der har base i Aserbajdsjan-hovedstaden Baku, overførte fra sin konto i den litauiske bank Ukio Bankas 19,7 mio. kroner til en konto i Nordeas Vesterport-afdeling tilhørende selskabet Lankon Limited. De i alt 40 overførsler sker i perioden februar 2008 til maj 2011, og i samtlige tilfælde er årsagen til betalingen angivet som værende »for udstyr«.

Lankon Limited havde adresse i New Zealand, og den tilknyttede direktør var Nesita Manceau via selskabet Vicam (Auckland) Limited. Nesita Manceau boede på øen og skattelyet Vanuatu, men er sidenhen flyttet tilbage til sit hjemland, Filippinerne. Trods hendes »profession« som husmor nåede hun at været indsat som direktør i flere end 400 selskaber fra 2007 til 2011.

Når Nordea tog Lankon ind som kunde i København, burde banken have set mange røde flag, understreger Graham Barrow.

»Hvorfor skulle en New Zealand-virksomhed med en filippinsk husholderske som direktør åbne en konto i en bank i København? Hvorfor? Og derefter: Hvorfor skulle virksomheden i løbet af mere end tre år modtage 19,3 mio. kroner fra et selskab med hjemsted i Baku i Aserbajdsjan via en litauisk bank? På hvilket niveau giver det nogen mening? Det gør det bare ikke. Og Nordea skulle have opdaget det,« siger han.

Et af de vigtigste elementer, som bankerne er forpligtet til at indhente, er oplysninger om kontoens art og formål. Det betyder, at banken skal forstå kundens forretning, hvorfor de vil have kontoen hos banken, og hvordan de har til hensigt at bruge den. Og banken skal kontrollere disse oplysninger for at sikre, at det giver mening.

Jo højere kunderisikoen er, desto større er kontrolniveauet, forklarer Graham Barrow. Lad os sige, man har et firma, der er registreret i et land (f.eks. Storbritannien) med direktører, der selv er juridiske enheder, som er baseret på en offshore-lokation præget af hemmelighed (f.eks. øen Nevis) og opererer ud af et højrisikoland (f.eks. Rusland).

»Kunderisikoen, som den så ud i alle disse transaktioner, kan næsten ikke blive højere. Så snart du begynder at skrabe i overfladen af mange af virksomhederne i dette datasæt, bør du blive mistænksom,« siger han.

Transaktioner uden mening

I næsten alle tilfældene er årsagerne til overførslerne meget vage. Det kan være byggematerialer, bygningsudstyr, computerudstyr eller elektronisk udstyr. Ifølge L. Burke Files, partner i det amerikanske Financial Examinations and Evaluations og ekspert i finansiel efterforskning, er de vage beskrivelser tydelige tegn på mistænkelige aktiviteter.

»Det, man ser i disse kontoudtog, er et klassisk eksempel på handelsbaseret hvidvask af penge. Man bruger privilegierne ved en import/eksport-tilladelse til at købe varer med rubler eller dollar og bringe varerne ind i landet. Men selvfølgelig ankommer de aldrig. Banken skulle have haft fragtdokumenter og import/eksport-dokumenter til at understøtte overførslerne. Disse er meget nemme at få,« forklarer han.

Han fremhæver eksemplet med Nordea-kunden Laros Consulting Inc., der modtog en række betalinger fra Berglake Sales Inc. for »råvarematerialer«. Førstnævnte havde adresse i en postboks på den caribiske ø Nevis, mens sidstnævnte havde adresse i Belize og brugte en litauisk bank.

»Hvorfor ville et salgsselskab med hjemsted i Belize bruge penge til råvarer gennem en litauisk bank til en dansk bank? Til en Nordea-kunde, som er et konsulentfirma med en postboks i Nevis? En pengestrøm, som ikke giver økonomisk mening, er kendetegnende for hvidvaskning af penge,« siger han og tilføjer:

»En opsætning, hvor du kører store overførsler af midler til byggematerialer til et offshore-firma, giver ingen økonomisk mening. Hvis du køber byggematerialer fra Spanien, leder du pengene til Spanien. Hvis du køber byggematerialer fra Kina, leder du pengene til Kina.«

Banken hjalp ifølge den finansielle ekspert enten med at understøtte skatteunddragelse eller hvidvaskning af penge.

»Jeg tror, at disse transaktioner er mere end mistænkelige. Jeg tror, at de er udtryk for potentiel hvidvask. Hvidvask er defineret ved bevægelsen af penge, der er forbundet til en forbrydelse. Skatteunddragelse er en forbrydelse.«

Nemme og beskidte penge

Julie Galbo fra Nordea erkender, at banken tidligere ikke har været gode nok til at undersøge, om de informationer, man fik fra virksomheder, der gerne ville oprette en konto i Vesterport-filialen, også var korrekte, men at banken løbende er blevet bedre til ikke blot at få registreret oplysningerne, men også forholde sig til dem.

»Historisk har vi nok været for tillidsfulde og nogle gange grænsende til det naive i vores håndtering af den her type kundeforhold. Men der har aldrig været en intention om at blive misbrugt til hvidvask,« siger hun og tilføjer:

»I de år gik man fra at acceptere, at der kom en kunde ind i banken, fordi vedkommende nok var flink og reel, til at forholde sig kritisk til, hvorfor en kunde fra et problemfyldt land med nogle meget særlige samhandelspartnere i andre problemfyldte lande ville have en konto i Nordea i Danmark.«

Graham Barrow mener, at »det er synd, at det tog banken ti år at ændre sig«. Og det ser ud til at være på trods af betydelige ændringer i de love, der burde have stoppet dette tidligere. Han nævner specifikt det tredje hvidvaskningsdirektiv, der begyndte at blive indført i hele EU fra 2005. Alligevel kunne mistænkelige transaktioner strømme ind og ud af Vesterport-filialen gennem mere end et årti.

»Bankens incitament til at overtage disse kunder med grænseoverskridende transaktioner er, at de tjener et gebyr på hver grænseoverskridende betaling. Det er ikke et stort gebyr, men der er meget få omkostninger i forbindelse med denne type forretning. Det er nemme penge. Og beskidte penge,« siger han.