Ét telefonopkald har sat sig dybt i Nordeas topchef: »Det gjorde utvivlsomt ondt bare at tænke den tanke«

Casper von Koskull erkender, at bankerne ikke har levet op til deres samfundsansvar. Der har været for meget fokus på »kan vi?« frem for »bør vi?«. Topchefen mener dog, at kulturen i Nordea har ændret sig. Selv blev han klar over, at finansverdenen skulle forandre sig, da han fik en opringning fra sin mor.

Samfundets normer har ændret sig, og det gjorde normerne i finanssektoren ikke rettidigt. Nordea-topchef Casper von Koskull erkender, at bankerne førhen måske var »lidt for innovative« i forhold til lovgivningen. Mads Joakim Rimer Rasmussen

Casper von Koskull sidder oppe i toppen af den globale finansverden. Året er 2009, og han er partner i Goldman Sachs i London.

Finanskrisen hærger, men Goldman Sachs har hidtil formået at navigere godt igennem den – med stolthed til følge hos von Koskull og mange andre hos finansmastodonten. Men bankfolkenes syn på dem selv og omverdenens syn på dem lå milevidt fra hinanden, og de gjorde det i en sådan grad, at han en dag fik et usædvanligt opkald fra sin mor.