Nordea-topchef: »Vi kommer også til at betale en bøde i Danmark«

Nordea kommer ifølge storbankens egen topchef, Casper von Koskull, til at betale en bøde til de danske myndigheder.

Nordea-topchef Casper von Koskull siger i et interview med Børsen om hvidvask, at han forventer, at den nordiske storbank kommer til at betale en bøde i Danmark. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Joakim Rimer Rasmussen

Storbanken Nordea forventer at skulle betale en bøde til de danske myndigheder.

Det er den utvetydige udmelding fra finanskæmpens egen topchef, Casper von Koskull, i et interview i tirsdagens udgave af Børsen, der omhandler bekæmpelse af hvidvask.

»Vi erkender blankt, at vi ikke har været gode nok i Nordea. Vi har fået en stor bøde i Sverige for ikke at være gode nok til at bekæmpe hvidvask, og vi kommer også til at betale en bøde i Danmark. Men vi er fundamentalt et andet sted nu, end vi var i forhold til de sager, som ligger flere år tilbage i tiden,« siger Casper von Koskull til avisen.

Der er i øjeblikket en verserende sag hos Bagmandspolitiet, som tager udgangspunkt i en politianmeldelse fra Finanstilsynet i 2016. Dengang blev Nordea politianmeldt for ikke at leve op til reglerne for bekæmpelse af hvidvask og terrorfinansiering.

Selskab Kurs Ændr. %

Retssag versus bøde

Storbanken blev efterfølgende ransaget af Bagmandspolitiet i august 2017, hvor man beslaglagde en række dokumenter og data hos storbanken. Det markerede også begyndelsen af en formel undersøgelse af banken, men siden har der været stille om udviklingen i den sag.

Lige indtil Finans.dk i januar i år skrev, at sagen mod Nordea havde taget et kursskifte. Anklagemyndigheden havde længe gået efter, at Nordea skulle have en stor bøde, men det danske medie havde erfaret, at bagmandspolitiet havde skiftet holdning og i stedet ville sigte mod at få Nordea i retten. Hverken Nordea eller Bagmandspolitiet ønskede dengang at kommentere sagen.

Nu lyder det altså til, at Nordea-topchef Casper von Koskull alligevel forventer at kunne slippe for retten og i stedet betale en bøde.

Da Berlingske i forbindelse med Nordeas offentliggørelse af 2018-årsregnskabet i begyndelse af februar spurgte ind til sagen, var meldingen følgende fra Casper von Koskull:

»Vi har en meget god og konstruktiv dialog (med de danske myndigheder, red.), og jeg vil meget gerne lægge sagen bag os. Det er det, jeg gerne vil sige.«