Netflix skruer op for prisen hos vores naboer

Det dyreste abonnement hos streamingtjenesten bliver endnu dyrere i Sverige og Norge.

Det koster Netflix stadig flere penge at investere i lokaltsproget indhold, som er det, der trækker kunderne til. Nu hæves priserne. Fold sammen
Læs mere
Foto: Alastair Pike/AFP/Ritzau Scanpix

Verdens største streamingtjeneste, Netflix, hæver priserne på sit dyreste abonnement.

Prisstigningen kommer i Sverige og Norge, men vil også ramme Belgien og Luxembourg, fremgår det af en pressemeddelelse fra Netflix, der er et børsnoteret, amerikansk selskab.

Abonnementet, der giver mulighed for at streame film og TV-serier på fire forskellige skærme på samme tid, stiger i Sverige fra 139 svenske kroner om måneden til 159 kroner (omkring 112 danske kroner). I Norge sættes prisen tilsvarende op fra 139 norske kroner til 159 kroner (cirka 120 danske kroner).

Stadig billigere end i Danmark

Selv med prisstigningerne er abonnementet billigere end i Danmark, hvor man skal betale 129 kroner om måneden. Der røres tilsyneladende ikke ved de danske priser.

De nye priser vil gælde nye kunder. Hvornår nuværende kunder rammes, vil de få besked om, en måned før prisforhøjelsen gennemføres.

Netflix begrunder prisstigningerne med »forbedringer, der er foretaget«, heriblandt investeringerne i svensk- og norsksproget indhold, ligesom også teknologien løbende forbedres.

Netflix' grundabonnement og mellemabonnementet Standard ændrer ikke pris.

Halvdelen af danskerne har abonnement

Ifølge analysehuset Wilke havde 50 procent af alle danskere i maj 2019 abonnement på Netflix med TV 2 Play som nærmeste konkurrent med en andel på 29 procent og Viaplay med en andel på 25 procent. DR ligger dog helt i top med 55 procent.

Både Netflix og HBO åbnede i Danmark i 2012. Revisionshuset Deloitte har i en nylig rapport anslået, at den samlede omsætning på streamingmarkedet i Danmark i 2018 var på 3,9 milliarder kroner (eksklusive moms).

Netflix havde ved udgangen af september 2019, som er de senest offentliggjorte tal, på verdensplan 158 millioner abonnenter, heraf de 47,4 millioner i Europa, Mellemøsten og Afrika.

Netflix bliver presset af den stadig hårdere konkurrence på streamingmarkedet, hvor flere og flere tjenester går ind for at konkurrere.