To danske banker, Sydbank og Spar Nord, har i hemmelighed mødtes for at drøfte, om der var grundlag for at begynde at tale om et muligt fremtidigt samarbejde.
Det skriver Finans, som erfarer det fra flere kilder.
Afsløringen fra Jyllands-Postens finansmedie kommer i kølvandet på, at toppen af Sydbank de seneste dage har været omgærdet af stort drama.
Ganske opsigtsvækkende forlod Sydbanks formand, næstformand og to andre bestyrelsesmedlemmer banken tirsdag.
Berlingske har beskrevet, hvordan der forud for det historiske bestyrelseskollaps havde udspillet sig et usædvanligt direkte slagsmål mellem bestyrelse og direktion.
Konflikten bestod i, at fire bestyrelsesmedlemmer krævede en klar kursændring. De ville have, at banken både skulle kigge på muligheder for fusion med andre banker og samtidig lancere en omfattende spareplan.
Finans kan nu beskrive, at de fire fratrådte bestyrelsesmedlemmer ønskede at drøfte mulige fusioner og opkøb med større banker. Angiveligt var de åbne over for, at det ikke ville være Sydbank, der overtog en konkurrent.
Men at det ville være konkurrentens navn, som fortsatte. Desuden skulle hovedsædet heller ikke nødvendigvis blive i Aabenraa, hvor Sydbank i dag holder til.
Åben konflikt
Mødet mellem de to banker fandt sted i august.
Fra Sydbank deltog formand Torben Nielsen og adm. direktør Karen Frøsig. Spar Nord var repræsenteret ved adm. direktør Lasse Nyby og bestyrelsesformand Kjeld Johannesen.
Ifølge Finans' oplysninger tog Torben Nielsen efter mødet spørgsmålet op i Sydbanks bestyrelse.
Her spurgte han, om det var på tide at ændre en bestemt del af bankens strategi. Denne fastslår konkret, at Sydbank udelukkende kan indgå i fusioner og opkøb, hvis det efterfølgende er Sydbank, der er den bank, som fortsætter.
Karen Frøsig var til gengæld modstander af at ændre strategien og blev bakket op af et flertal i bestyrelsen. En strategiændring som den kunne blandt andet komme til at koste arbejdspladser.
Uenigheden førte til, at de fire medlemmer af bestyrelsen, der var åbne over for en strategiændring, valgte at gå.
De kan klare sig hver for sig, men de ville stå stærkere, hvis de slog sig sammen.Lars Krull, bankekspert, seniorforsker på Aalborg Universitet
Ifølge bankekspert Lars Krull, seniorforsker på Aalborg Universitet, kunne en sammenlægning af Sydbank og Spar Nord give god mening.
»De kan klare sig hver for sig, men de ville stå stærkere, hvis de slog sig sammen. Men det ville give en række dobbeltfunktioner specielt i hovedsæderne, som ville føre til nedlæggelse af stillinger,« siger han.
Thomas Eskildsen, der er aktieanalytiker i Handelsbanken, er enig.
»Konstellationen Sydbank og Spar Nord giver umiddelbart rigtig god mening ud fra en omkostnings- og skalatilgang. Den fusionerede bank ville samtidig få en øget power, så jeg ser mange fordele ved en sådan manøvre,« siger han til Finans.