Magtfuld Sydbank-topchef får kritik: »Er det en direktør, der har en bank?«

Sydbanks topchef, Karen Frøsig, sidder tungt på posten i Danmarks fjerdestørste bank og trak sig i denne uge sejrrigt ud af en voldsom magtkamp om bankens fremtid, som fik fire bestyrelsesmedlemmer til at forlade deres poster. Kom med bag kulissen og dramaet i den sønderjyske bank.

Karen Frøsig, adm. direktør i Sydbank, vandt i denne uge første runde af en benhård magtkamp. PR-foto

Krigen i 1864 er forholdsvis velbeskrevet. Danmark tabte som bekendt slaget ved Dybbøl Mølle og mistede en tredjedel af riget til Tyskland.

Godt 30 kilometer derfra har der i det seneste stykke tid udspillet sig en voldsom magtkamp – omend mindre blodig – som kulminerede, da fire bestyrelsesmedlemmer i Sydbank, heriblandt formandskabet, tirsdag kl. 17 sendte en e-mail til den øvrige topledelse med beskeden om, at de havde valgt at trække sig.