Middagsaktier: Rentemelding fra Jyske Bank sender bankaktier op

Bankerne er fredag i hopla på det danske aktiemarked, efter at Jyske Bank har valgt at sænke grænsen for, hvornår indlånskunderne bliver ramte af negative indlånsrenter - et træk, som ventes kopieret af bankerne over en bred kam, hvilket kan give en vitaminindsprøjtning til indtjeningen.

»De danske banker har brug for at fikse deres forretningsmodel, og der rejser Anders Dam (Jyske Banks direktør, red.) sig som markedsleder i dag og gør det, som de alle sammen har brug for. Jeg tror, at det her vil blive kopieret på tværs af sektoren,« siger aktieanalytiker Mads Thinggaard fra ABG Sundal Collier til Ritzau Finans.

For nylig indførte Jyske Bank negative satser på indlån over 7,5 mio. kr., men per 1. december kan kunder med et indlån på »blot« 750.000 kr. nu se frem til at blive ramt ved at skulle betale 0,75 pct. i negativ rente for at få pengene opbevaret i banken.

Selskab Kurs Ændr. %

Hvis trækket som ventet kopieres af andre, vil det give en pæn vitaminindsprøjtning til indtjeningen hos mange banker.

»Nogen banker vil have meget glæde af det, blandt andet Sydbank, som så at sige får en gratis omgang her, som vil betyde en væsentlig forøgelse af deres indtjening, som de kan takke Anders Dam for,« siger Mads Thinggaard.

Han har regnet sig frem til, at Sydbank ved at følge trækket kan få et løft i sin underliggende indtjening på hele 9 pct., mens Spar Nord kan booste sin indtjening med op til 6 pct. og Jyske Bank med 4 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Sydbank stiger mest blandt de danske banker og ligger ved middagstid 9,8 pct. højere i 115 kr., mens Jyske Bank stiger 5,4 pct. til 219 kr. Danske Bank ligger desuden 1,3 pct. højere i 98,20 kr., og Spar Nord ligger i 60 kr. efter en stigning på 4,0 pct.

Selskab Kurs Ændr. %

Trods de positive bidrag til C25 fra Jyske Bank og Danske Bank - og stigninger i 14 af de 25 aktier i indekset - ligger det danske eliteindeks ved 11.15-tiden 0,1 pct. lavere i 1145,88.

Blandt de faldende aktier ligger GN i bunden med et fald på 1,4 pct. til 282,20 kr., mens Vestas-aktien ligger 1,1 pct. lavere i 558 kr. Vestas har fået skåret 40 kr. af kursmålet af finansgiganten JPMorgan. Den amerikanske investeringsbank sætter kursmålet for aktien til 445 kr., mens anbefalingen stadig lyder på »undervægt«.

Novo Nordisk tiltrækker sig stor opmærksomhed fredag forud for en ventet afgørelse om, hvorvidt selskabet får den yderst vigtige godkendelse af koncernens diabetespille, oral Semaglutid, fra de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA.

Der er på forhånd en udbredt forventning om, at amerikanerne vil give grønt lys for pillen, som skal sikre selskabets vækst i verdens største diabetesmarked. Afgørelsen ventes dog først efter dansk børslukketid.

Novo Nordisk-aktien er den suverænt mest handlede aktie ved middagstid - som det i øvrigt ofte er tilfældet - men aktiekursen rykker ikke meget på sig. Den handler således omkring torsdagens slutkurs på 349,45 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

Uden for C25 brager NTK frem med 13 pct. til 110,40 kr., efter at selskabet er blevet valgt som foretrukken leverandør til de potentielle Dogger Bank-havvindmølleparker Creyke Beck A og B.

Det danske selskab har indgået en såkaldt PSA-aftale som hovedleverandør og installation af on- og offshore højspændingskabler i det, der kan blive en milliardkontrakt. NKT forventer, at den endelige ordre har en kontraktværdi på cirka 360 mio. euro, hvad der svarer til 2,7 mia. kr.

Maersk Drilling er også nyhedsaktuel med en meddelelse om, at det samler tre områder i et, idet Operations, Commercial og Techinal bliver samlet i Operations, hvilket sker for at accelerere serviceudbuddet og operationelle effektiviteten. Aktien ligger 0,2 pct. højere i 388,60 kr.

Fra analysefronten er der også nyt om Zealand Pharma, der har fået indledt dækning af det amerikanske investeringshus Guggenheim Securities. Det er sket med den positive anbefaling »køb« og et kursmål på 235 kr. Zealand Pharma ligger 1,2 pct. højere i 170,50 kr.

Selskab Kurs Ændr. %

/ritzau/FINANS