Kattelem i EU-forbud skal sikre støtte til forsvarsindstri

Med et nyt regelsæt forsøger Erhvervs- og Vækstministeriet at sikre milliardordrer til dansk forsvarsindustri, men risikerer at blive bragt for EU-Domstolen.

Foto: US AIR FORCE
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Med et nyt sæt regler, der skal sikre ordrer for milliarder til dansk forsvarsindustri, risikerer Danmark at komme på kant med EUs forbud mod modkøb. Det skriver Information.

De såkaldte modkøbsordninger - hvor dansk forsvarsindustri får ordrer som modydelse for, at Danmark indkøber forsvarsmateriel i udlandet - er ifølge EU-Kommissionen ulovlige. Men erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen (S) forsøger nu at omgå forbuddet med de nye »Retningslinjer for industrisamarbejde«, der tirsdag i al diskretion blev offentliggjort på Erhvervsstyrelsens hjemmeside.

»Der er en enkelt kattelem i EUs forbud, som gør det muligt for Danmark at opretholde en vis mængde modkøb. EUs regler siger, at modkøbsforpligtelser er i orden, hvis der er tale om projekter af ’væsentlig sikkerhedspolitisk betydning’ for Danmark, og det hul vil regeringen nu forsøge at udnytte så meget som muligt,« siger lektor Jens Ringsmose fra Center for War Studies på Syddansk Universitet.

Kilder i Erhvervsstyrelsen bekræfter over for Information, at hensigten med de nye retningslinjer blandt andet er at sikre muligheden for modkøb i forbindelse med Danmarks kampflykøb.

»Målet med de nye retningslinjer er at opretholde så meget modkøb som muligt,« siger en central embedsmand, der ønsker at være anonym.

Med de nye retningslinjer kan dansk forsvarsindustri se frem til modkøbsordrer for op mod 30 milliarder kroner, når Danmark i løbet af 2015 beslutter sig for at købe nye kampfly.

Flere eksperter advarer imidlertid om, at Danmarks nye fortolkning af modkøbsreglerne vil blive nøje overvåget af EU-Kommissionen, der flere gange har gjort Danmark opmærksom på, at modkøbskrav er i strid med reglerne for EUs indre marked.

Ifølge eksperterne risikerer den danske stat at blive indbragt for en dansk domstol eller EU-Domstolen, hvis EU eller en af de fire kampflykonkurrenter finder, at de danske modkøbskrav går for vidt.

Det har ikke været muligt for avisen at få en kommentar fra erhvervs- og vækstminister Henrik Sass Larsen.