Driftsdirektør og IT-direktør forlader Berlingske Media

Driftsdirektør Bjarne Werner Munck har besluttet at forlade Berlingske Media. IT-direktør Mogens Rasmussen forlader også virksomheden.

Foto: Niels Ahlmann Olesen

Driftsdirektør Bjarne Werner Munck har besluttet at forlade Berlingske Media. Det oplyser selskabet i en meddelelse.

»Jeg har hele tiden været meget glad for at arbejde i Berlingske Media, og jeg har fundet det særdeles tilfredsstillende, at ejerne betroede mig opgaven med at være konstitueret administrerende direktør i efteråret 2015, da der blev gennemført meget gennemgribende ændringer i ledelsesstrukturen, og hvor der blev lagt en ny plan for virksomheden. Nu hvor der er kommet en ny administrerende direktør, Mette Maix, som meget hurtigt har formået at sætte sig ind i virksomheden, skønner jeg ikke, at der vil være opgaver og udfordringer nok til at tilfredsstille mit ambitionsniveau. Så derfor er tiden kommet for mig, hvor jeg søger nye udfordringer. Jeg vil ønske alle kolleger i Berlingske Media held og lykke fremover«, siger Bjarne Munck.

»Jeg vil gerne takke Bjarne for hans store indsats gennem alle årene i Berlingske Media og specielt for hans store hjælp og støtte med at få mig godt introduceret til virksomheden og branchen. Hans store støtte og erfaring har været en stor hjælp,« siger Mette Maix, administrerende direktør for Berlingske Media.

»Da vi foretog de meget store ændringer i Berlingske Media med bl.a. mandskabsreduktioner i både ledelse og på titler og i afdelinger, trådte Bjarne Munck til og ydede en storartet indsats som konstitueret administrerende direktør. Det lykkedes Bjarne på meget kort tid dels at ændre strukturen i virksomheden og dels at sætte ny retning. Dette skylder jeg ham stor tak for, og jeg ønsker ham held og lykke fremover,« siger Kim Graven-Nielsen, formand for bestyrelsen i Berlingske Media.

Bjarne Munck stopper med udgangen af april. Omtrent samtidig forlader IT-direktør Mogens Rasmussen også virksomheden som led i en ændret IT-struktur i De Persgroep, Berlingske Medias ejer.