Godmorgen, glædelig store bededag og velkommen til et lidt særligt businessoverblik.

Dagens overblik handler om den aftale om anden fase af genåbningen af Danmark, der torsdag aften blev indgået.

Vi har samlet en række af de centrale erhvervshistorier fra aftalen lige her.

God læselyst.

Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede torsdag aften aftalen for anden del af genåbningen af Danmark.
Statsminister Mette Frederiksen (S) præsenterede torsdag aften aftalen for anden del af genåbningen af Danmark. Philip Davali/Ritzau Scanpix

Aftalen er på plads

Statsminister Mette Frederiksen er torsdag aften sammen med Folketingets partiledere nået til enighed om, hvilke dele af det danske samfund der nu skal genåbnes. Restauranter og cafeer åbner blandt andet 18. maj. Til gengæld fortsætter forsamlingsforbuddet på maksimalt ti personer omtrent en måned endnu, fortalte statsministeren.

Se listen over, hvad der må åbne i fase to, her.

Og her er listen over vinderne og taberne af torsdagens aftale.

Nye afgørende forhandlinger på vej: Hjælpepakker skal udfases

Et af de helt store spørgsmål bliver, hvordan hjælpepakkerne udfases. Af torsdagens aftaletekst fremgår det at, partierne er enige om at drøfte en udfasning af de midlertidige hjælpepakker i takt med den kontrollerede genåbning af økonomien.

Det fremgår samtidig, at regeringen på baggrund af et oplæg fra en ekspertgruppe inviterer til drøftelser om dette.

Både Dansk Industri, Dansk Erhverv og Horesta peger på, at det er vigtigt, at hjælpepakkerne støtter virksomhederne i genåbningsfasen, før de er tilbage i fuld drift.

Læs historien her.

Økonomer: Krisen vil rase i lang tid trods åbningen

Åbningen er godt for dansk økonomi, men vi er fortsat i en dyb recession, og der er stor usikkerhed om, hvor slem krisen ender med at blive.

Åbningen efterlader nogle meget store og ubesvarede spørgsmål. Det ene er, om danskerne igen vil begynde at gå i storcentre og på restaurant, når det snart bliver muligt. Det er altafgørende for vores privatforbrug.

Det andet store spørgsmål er åbningen af vores grænser, og hvordan det kommer til at gå med vores eksport. I hvilket omfang vil den blive ramt i resten af krisen? Der er omkring 850.000 job knyttet til vores eksport.

Sådan lød det fra flere økonomer, efter at den yderligere åbning af den danske økonomi blev annonceret.

Læs historien her.

Restauranter må åbne 18. maj – men det er ikke sikkert, at de vil

To af Københavns fremtrædende restauranter, Kiin Kiin og MASH, er glade for, at de nu kan se frem til en åbning. Men de endnu ikke offentliggjorte retningslinjer kan betyde, at de vælger slet ikke at slå dørene op.

»Jeg er faktisk mere forvirret, end jeg er afklaret. Det er fantastisk, at vi må åbne igen 18. maj, men der er et kæmpestort men,« sagde Jesper Boelskifte, adm. direktør i MASH, torsdag aften:

»Vi kigger på nogle meget overfladiske retningslinjer, men hvis vi ender med nogle restriktioner om, at der eksempelvis skal være fire kvadratmeter pr. gæst og minimum to meter mellem gæsterne, ligesom man ser i detailbranchen, så åbner vi simpelthen ikke,« tilføjer han.

Der er endnu ikke klarlagt, hvad de nærmere omstændigheder for åbningen bliver, men det er nogle af de betingelser, som tidligere har været nævnt.

»Hvis det bliver tilfældet, så vil det betyde, at vi på en normal restaurant, hvor vi kan have 120 gæster, kun kan servicere omkring 20 procent ad gangen, og så åbner vi ikke,« siger Boelskifte.

Brancheorganisationen Horesta peger på, at der er brug for nye retningslinjer.

Læs historien her.

Jesper Andreasens storcenter kan åbne fra på mandag: »Nu håber vi bare, at kunderne også vil komme«

Landets storcentre kan fra på mandag åbne igen. Det gælder også Rødovre Centrum, hvor flere butikker allerede er gået konkurs.

Det glæder direktør Jesper Andreasen, at centret nu må åbne igen:

»Det er vi utroligt glade for. Vi har gået og ventet på det og set frem til, at det skulle komme, og vi er fuldstændig klar,« siger Jesper Andreasen, der nu kan åbne centret og dets 160 butikker.

»Så nu håber vi bare, at kunderne også vil møde op, for butikkerne har virkelig brug for noget omsætning,« siger han.

De seneste uger har der været stor undren i detailhandlen, for mens danskerne har kunnet tage i store butikker som Bauhaus og H&M, har storcentrene og stormagasiner som Magasin og Illum fortsat været tvangslukkede.

Læs historien her.

Lars Sandahl Sørensen: »Løsning for grænserne haster«

En af de ting, der ikke kom afklaring på torsdag aften, var åbningen af grænserne.

Af aftaleteksten fremgår det, at »regeringen aktuelt er i dialog med nabolandene og vil tage stilling til den midlertidig grænsekontrol med indrejseforbud samt de skærpede rejsevejledninger«.

Det vil der blive meldt yderligere ud om senest 1. juni 2020. Grænserne vil altså fortsat være lukket et stykke tid endnu. Det er der hurtigt brug for en løsning på, mener Lars Sandahl Sørensen, adm. direktør i Dansk Industri.

»Vi må ikke glemme, at Danmark er en eksportnation, og der er akut brug for en kontrolleret genåbning af grænserne – især for erhvervsrejsende, hvis vi skal modgå det massive pres, vi ser lige nu på dansk eksport, som vi er så afhængige af som samfund. Det haster med at finde en løsning for vores grænser og for luftfarten,« lød det Lars Sandahl Sørensen.

Læs historien her.