Restauranter må åbne 18. maj – men det er ikke sikkert, at de vil

To af Københavns fremtrædende restauranter, Kiin Kiin og Mash, er glade for, at de nu kan se frem til en åbning. Men de endnu ikke offentliggjorte retningslinjer kan betyde, at de vælger slet ikke at gøre det.

Jesper Boelskifte er direktør og stifter af restaurantkæden bag MASH. Fold sammen
Læs mere
Foto: Linda Kastrup
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Mash, Kiin Kiin og resten af de danske restauranter og cafeer må åbne igen fra 18. maj, fremgår det af den aftale for fase to af genåbningen af Danmark, som er blevet præsenteret.

Det fremgår, at man kan »servere under nærmere retningslinjer bl.a. vedrørende åbningstid, fysisk afstand mv.«

Og det kan resultere, at de slet ikke vælger at åbne.

Det fortæller både Henrik Yde fra Kiin Kiin og Jesper Boelskifte fra Mash torsdag aften, efter aftalen er blevet præsenteret.

»Jeg er faktisk mere forvirret, end jeg er afklaret. Det er fantastisk, at vi må åbne igen 18. maj, men der er et kæmpe stort men,« siger Jesper Boelskifte:

»Vi kigger på nogle meget overfladiske retningslinjer, men hvis vi ender med nogle restriktioner, som at der eksempelvis skal være fire kvadratmeter pr. gæst og minimum to meter mellem gæsterne, ligesom man ser i detailbranchen, så åbner vi simpelthen ikke,« siger han.

Der er endnu ikke klarlagt, hvad de nærmere omstændigheder for åbningen bliver, men det er nogle af de ting, som tidligere har været nævnt som muligheder.

»Hvis det bliver tilfældet, så vil det betyde, at vi på en normal restaurant, hvor vi kan have 120 gæster, kun kan servicere omkring 20 pct. af gangen, og så åbner vi ikke,« siger Boelskifte.

Han understreger, at han derfor er spændt på at se, hvad præmisserne for at åbne bliver. Derfor er det stadig for tidligt at afgøre, hvorvidt de åbner eller ej d. 18. maj.

Henrik Yde Sea By Kin Kin i Nyhavn Fold sammen
Læs mere
Foto: Niels Ahlmann Olesen.

Tror ikke, folk kommer ud og spiser

Henrik Yde fra Kiin Kiin kommer med samme melding. På Michelin-niveau kan det godt lade sig gøre, for der sidder gæsterne i forvejen med stor afstand. Men for eksempelvis bistroer vil nogle restriktioner gøre åbningen »ligegyldig«.

»Vi glæder os bestemt til at åbne igen, og det bliver dejligt at se vores kolleger, men det er enten fuld skrue, eller så er det ligemeget. Hvis ikke vi kan køre med fuld skrald, så bliver vi ved med at have lukket,« siger Henrik Yde,

Han forstår ikke, hvis der eksempelvis kommer restriktioner på åbningstider.

»Er det mere risikabelt at spise kl. 12 frem for kl.18? Vi kan heller ikke bruge udendørsservering til noget. Det er enten eller.«

Han frygter, at en åbning ikke nødvendigvis betyder, at folk går ud og spiser igen.

»Vi kan få fuldt hus i weekenderne, men i hverdagen sker der ingenting. Vi er super afhængige af turismen, og det betyder vildt meget for at skabe et levende og interessant samfund,« siger han.

Horesta: Kræver nye retningslinjer

Hos brancheorganisationen for restaurations- og hotelbranchen, Horesta, lyder det i en pressemeddelelse, at de nuværende retningslinjer gør det meget svært at skabe en rentabel forretning for store del af restaurationsbranchen.

»Vi er glade for at kunne åbne igen og at have fået halvanden uge til at forberede åbningen. Men det er nødvendigt at bruge tiden på at se på mulighederne for at revidere retningslinjerne. Med de nuværende regler vil store dele af restauranterhvervet være bragt i en urimelig og umulig situation, for uanset om man vælger at åbne eller forblive lukket, vil det være på økonomiske vilkår, som mange vil have svært ved at overleve på”, siger adm. direktør, Katia K. Østergaard, i meddelelsen.

Siden slutningen af marts er over 200 restauranter gået konkurs, og hotel- og restauranterhvervet har måttet afskedige over 11.000 medarbejdere, lyder det blandt andet.

»Vi glæder os til at få samfundet i gang igen, det giver sig selv. Vi har kørt i måneder uden indtægter og med store omkostninger, trods gode hjælpepakker. Men vi må se i øjnene, at den omsætning, der er mistet i disse måneder, ikke kommer igen, og i meget lang tid frem er ordrebøgerne gabende tomme.«