Arabere tæt på at droppe dansk vindfarm i England

Masdar, ejet af golfstaten Abu Dhabis oliefond, truer med at trække sig ud af verdens største offshore vindmølleprojekt. Det kaster mørke skyer over projektets gennemførelse og hovedaktionæren DONG.

Danske DONG er hovedaktionær i verdens største vindmølleprojekt i London. Foto: Dylan Martinez, Reuters/Scanpix Fold sammen
Læs mere
ABU DHABI: Golfstaten Abu Dhabis statslige grønne firma, Masdar, bliver måske den anden investor, der trækker sig ud af verdens største vindmølleprojekt London Array. Det skyldes arabernes bekymring over kursfaldet på det britiske pund.

Regeringen i golfstaten har netop meddelt, at det nylige kraftige fald i kursen på det britiske pund presser Masdar til at genoverveje investeringerne i London Array. Byggeprisen på første del af projektet anslås til 17 milliarder kr. Skal alle 341 havmøller i projektet opføres, er prisen op mod 25 milliarder kr.

Araberne har 20 procent af aktierne i London Array, mens DONG har 50 procent og tyske E.ON de resterende.

Arabernes bekymringer kaster mørke skyer over projektet. Hovedaktionæren DONG og tyske E.ON kan nu få problemer med at gennemføre projektet ud for Themsens udmunding. Med mindre de to vesteuropæiske energiselskaber finder en ny investor eller køber arabernes 20 procents andel i offshore-farmen.

En talsmand for E.ON siger til britiske The Times, at der ikke er truffet nogen endelig beslutning.

»Nu gennemfører vi tilbudsprocessen for London Array, og før vi er sikre på, at projektet er økonomisk rentabelt, vil vi ikke give det grønt lys,« siger han.

En talsmand for DONG siger, at der ikke er truffet endelig beslutning om investeringerne, men DONG vil ikke kommentere sagen yderligere.

Sidste år købte Masdar Shells andel, efter at Shell havde fået kolde fødder. Shell fandt ikke projektet med byggeri af 341 kæmpemøller til 20-25 milliarder kr. rentabelt.

Abu Dhabis velpolstrede statsejede selskab for investeringer i vedvarende energi, Masdar, er en del af Abu Dhabis oliefond, Abu Dhabi Investment Authority, der trods et tab på 125 milliarder kr. sidste år stadig kontrollerer en formue på 328 milliarder dollar.