Amerikansk plan om at købe Parken risikerer at smuldre

Aktierne i Parken stormede i vejret, da spekulationer om et muligt købstilbud på selskabet bag fodboldklubben FC København ramte offentligheden. Amerikansk investeringsfond har vist interesse.

Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen ejer henholdsvis 22 og 21 pct. af Parken, der snart kan modtage et amerikansk købstilbud. Arkivfoto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Parken med fodboldklubben FC København kan være på vej til at blive købt af børsen i en handel, der sandsynligvis vil splitte sports- og underholdningskoncernen op i flere mindre dele. De ambitiøse planer blev tirsdag lækket, hvilket dog potentielt kan skrinlægge planen om et købstilbud, før det overhovedet er sendt til børsen.

Det var mediet InsideBusiness, som bragte historien om, at en gruppe udenlandske investorer har set sig lune på selskabet og i denne uge vil præsentere et købstilbud for selskabets bestyrelse. I første omgang meldte Parkens bestyrelse ud, at de endnu ikke kendte til interessen, men senere bekræftede en af de store aktionærer, LD – Lønmodtagernes Dyrtidsfond – at de har været i dialog med rådgiverne for den amerikanske investeringsfond Fortress.

»Jeg kan bekræfte, at vi har været i kontakt med nogen, som er interesseret i at købe Parken, men vi har ikke indgået en endelig aftale med dem,« siger LDs direktør Dorrit Vanglo, til Berlingske.

Kontakt til rådgiver

Hun fortæller, at LD har haft kontakt med Redstone, der rådgiver den amerikanske investeringsfond Fortress. Ifølge InsideBusiness ser LD positivt på den amerikanske investorers plan om at betale 105-120 kr. per aktie. Buddet vil svare til en samlet pris på Parken på 1-1,2 mia. kr. svarende til en præmie på mellem 25-43 pct. i forhold til mandagens aktiekurs.

Selskab Kurs Ændr. %

Planen skulle ifølge mediet være at sælge aktiviteter fra, herunder badelandet Lalandia og kontorejendommene på Østerbro, for i stedet at koncentrere sig om FC København og nationalarenaen Parken.

Men de mange lækkede oplysninger kan potentielt være med til at ødelægge planerne, allerede inden de for alvor er kommet i gang.

»Hvis den her type transaktioner skal lykkes, har de det bedst med at blive aftalt, inden de bliver offentliggjort. Nu er rækkefølgen blevet en anden, efter at mange detaljer er kommet frem. Jeg ved ikke, hvordan processen bliver nu – eller om der overhovedet bliver en proces,« siger hun og afviser at kommentere den pris, der har været fremme.

Parken kontrolleres af tre storaktionærer: LD med små 30 procent, mens de to erhvervsmænd Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard Sørensen har henholdsvis 22 og 21 pct.

»LD er aktionærer, og de må gøre, hvad de vil. Det er aktionærernes ret, og sådan er det,« lyder det i en kort kommentar fra Erik Skjærbæk.

Han ønsker ikke at kommentere prisen, eller om han planlægger at mødes med Fortress. Karl Peter Korsgaard har slet ingen kommentarer til forløbet. Parken ønsker heller ikke at stille op til interview og henviser til den meddelelse, som virksomheden sendte til børsen tirsdag formiddag.

»Vi har ikke har været i dialog med nogen udenlandsk investorgruppe, og der er ikke blevet præsenteret noget købstilbud for Parken Sport & Entertainment A/S’ bestyrelse,« skriver selskabet.

Fortress forvalter aktiver for mere end 270 mia. kr. og styres blandt andet af den fodboldglade rigmand Wes Edens, der sidste sommer købte sig ind i den engelske traditionsklub Aston Villa. Investeringsselskabet har ifølge InsideBusiness hyret den garvede advokat N.E. Nielsen, der i årevis var formand i den krakkede Amagerbanken.

Flere gange rygtet til salg

Ideen bag investorernes plan er, at koncernens værdier bedre ville kunne komme frem i lyset, hvis virksomheden bliver splittet op, fordi investorerne på børsen ikke har meget til overs for konglomerater.

Salgsrygterne fik Parkens aktie til at stige med op til 25 pct. efter åbningen af aktiemarkedet tirsdag formiddag. Aktierne faldt lidt, efter at Parken meldte ud, at bestyrelsen ikke var blevet kontaktet, men steg igen, da LD bekræftede interessen. Papiret lukkede tirsdag i kurs 100 med et plus på 21,36 pct.

LD har i årtier været aktionær i Parken og optrådte i mange år som en forholdsvis passiv investor. Blandt andet derfor var det muligt for Flemming Østergaard at udøve stor magt over Parken, fordi han kontrollerede en aktiepost på 33 pct. – aktier, som tilhørte den mystiske Steen Larsen, der senere skiftede navn til Steen Patrick Vela og igen til Patrick De Vela.

Men i foråret 2009 ramte finanskrisen Steen Larsen, der måtte opgive sine aktier. I stedet kom de to erfarne forretningsmænd Erik Skjærbæk og Karl Peter Korsgaard ind. Flemming Østergaard var kommet i menneskehænder, og det blev enden for Don Øs tid som »kongen af Parken«.

Det er ikke første gang, at rygterne om et købstilbud på Parken rumler. I 2010 kom det frem, at LD sammen med den russiske rigmandssøn Arkady Abramovich planlagde en storstilet aktieemission for Parken. Idéen var, at det skulle gøre LDs aktiepost mindre og samtidig sikre Abramovich kontrollen over den danske klub. De planer faldt senere til jorden.