Parkens storaktionær bekræfter: »Vi har været i kontakt med nogen, som er interesseret i at købe Parken«

Lønmodtagernes Dyrtidsfond (LD), der er storaktionær i Parken, bekræfter, at man er blevet kontaktet af en udenlandsk investorgruppe.

Foto: Brian Bergmann

For kort tid siden afviste Parken at have været i dialog med en udenlandsk investorgruppe, og at der er blevet præsenteret et købstilbud for selskabet.

Men Parkens storaktionær LD har været i kontakt med potentielle købere, oplyser LDs direktør Dorrit Vanglo til Berlingske.

»Jeg kan bekræfte, at vi har været i kontakt med nogen, som er interesseret i at købe Parken, men vi har ikke indgået en endelig aftale med dem,« sider hun.

Selskab Kurs Ændr. %

Hun fortæller, at LD har haft kontakt med Redstone, der rådgiver den amerikanske investeringsfond Fortress.

»Hvis den her type transaktioner skal lykkes, har de det bedst med at blive aftalt, inden de bliver offentliggjort. Nu er rækkefølgen blevet en anden, efter mange detaljer er kommet frem. Jeg ved ikke, hvordan processen bliver nu – eller om der overhovedet bliver en proces,« siger hun og afviser at kommentere den pris, der har været fremme.

Det sker, efter at mediet Inside Business har bragt historien om, at en gruppe udenlandske investorer har set sig lune på selskabet og i denne uge vil præsentere et købstilbud for selskabets bestyrelse.

Mediet refererer til en »lang række« unavngivne kilder med indsigt i planerne. Investorgruppen med den store amerikanske investeringsfond Fortress i ryggen har ifølge mediet allerede været i dialog med LD, der er storaktionær i Parken.

Ifølge Inside Business ser LD positivt på investorernes plan om at betale 105-120 kr. per aktie i Parken. Buddet vil svare til en samlet pris på Parken på 1-1,2 mia. kr. svarende til en præmie på mellem 25-43 pct. i forhold til mandagens aktiekurs.

Planen skulle ifølge mediet være at sælge aktiviteter fra, herunder badelandet Lalandia og kontorejendommene på Østerbro, for i stedet at koncentrere sig om FC København og nationalarenaen Parken.

Parken er børsnoteret, men kontrolleres af tre storaktionærer: LD med små 30 procent, Erik Skjærbæk med 22 procent og Karl Peter Korsgaard Sørensen med 21 procent.

Salgsrygterne fik Parkens aktie til at stige med 24,4 pct. til 102,50 kr. kort efter åbningen tirsdag.