Parken: »Der er ikke blevet præsenteret noget købstilbud«

Parken har ikke været i dialog med nogen udenlandsk investorgruppe, og der er ikke blevet præsenteret noget købstilbud for bestyrelsen, skriver selskabet i en børsmeddelelse.

v
Bestyrelsesformand i Parken Sport & Entertainment Bo Rygaard Fold sammen
Læs mere
Foto: Anne Bæk

Parkens aktie brager her til formiddag i vejret efter rygter om, at at en gruppe udenlandske investorer er interesserede i køb.

Men Parken afviser i en meddelelse til Fondsbørsen at have været i dialog med udenlandske investorer.

»Vi har ikke har været i dialog med nogen udenlandsk investorgruppe, og der er ikke blevet præsenteret noget købstilbud for Parken Sport & Entertainment A/S’ bestyrelse,« skriver selskabet.

Selskab Kurs Ændr. %

Det sker, efter at mediet Inside Business har bragt historien om, at en gruppe udenlandske investorer har set sig lune på selskabet og i denne uge vil præsentere et købstilbud for selskabets bestyrelse.

Mediet refererer til en »lang række« unavngivne kilder med indsigt i planerne. Investorgruppen med den store amerikanske investeringsfond Fortress i ryggen har ifølge mediet allerede været i dialog med LD, der er storaktionær i Parken.

Ifølge Inside Business ser LD positivt på investorernes plan om at betale 105-120 kr. per aktie i Parken. Buddet vil svare til en samlet pris på Parken på 1-1,2 mia. kr. svarende til en præmie på mellem 25-43 pct. i forhold til mandagens aktiekurs.

Planen skulle ifølge mediet være at sælge aktiviteter fra, herunder badelandet Lalandia og kontorejendommene på Østerbro, for i stedet at koncentrere sig om FC København og nationalarenaen Parken.

Parken er noteret, men kontrolleres af tre storaktionærer: LD med små 30 procent, Erik Skjærbæk med 22 procent og Karl Peter Korsgaard Sørensen med 21 procent.

Salgsrygterne fik Parkens aktie til at stige med 24,4 pct. til 102,50 kr. kort efter åbningen tirsdag.