I nat gik Melania Trump på scenen – og så gik hun til angreb på medierne og Biden

Den amerikanske førstedame sluttede sig i nat til Donald Trumps valgkampagne og holdt tale i svingstaten Pennsylvania. Hun talte blandt andet om coronavirus, Joe Biden og mediernes fremstilling af hendes mand.

 
Den amerikanske førstedame, Melania Trump, besøgte tirsdag svingstaten Pennsylvania for at holde et vælgermøde for sin mand. Hun talte blandt andet om coronapandemien, som af gode grunde har været valgkampens helt store emne. Video: Reuters/Ritzau Scanpix. Fold sammen
Læs mere

I en gammel lade i en lille by ved navn Atglen i svingstaten Pennsylvania, gik den amerikanske førstedame, Melania Trump, i nat på scenen og talte for hundredvis af sin mands tilhængere.

Først takkede hun de fremmødte for deres støtte og varme hilsener, mens hun, Donald Trump og parrets søn var syge med covid-19. Og så gik hun ellers til angreb. På Demokraterne og deres politisering af coronapandemien. På Joe Biden og hans lange karriere. Og så på medierne.

Det skriver USA Today.

Det er første gang i over et år, at Melania Trump taler ved et Trump-vælgermøde. Donald Trump kæmper lige nu for at vinde stemmer i svingstaterne, og han har især brug for flere hvide kvinders stemmer. Dette kan Melania Trump muligvis hjælpe med.

Hun talte for eksempel i væsentligt andre vendinger om coronapandemien, end hendes mand plejer at gøre. Mens Donald Trump på sine vælgermøder har sammenlignet covid-19 med en influenza og har fortalt, at han efter sit sygdomsforløb føler sig i bedre form end nogensinde, fortalte Melania Trump i nat, at hun har været bekymret.

»Ligesom mange af jer har jeg personligt oplevet effekterne af covid-19 – ikke bare som patient, men også som bekymret mor og hustru. Jeg ved, at der er mange, som har mistet deres elskede eller kender personer, som for evigt har fået livet forandret af denne tavse fjende,« sagde hun.

»Min familie har jer alle i vores tanker og bønner i denne svære tid,« tilføjede Melania Trump, inden hun rettede en stor tak til ansatte i sundhedsvæsnet og andre frontlinjemedarbejdere for deres indsats under pandemien.

Demokraterne har dog politiseret pandemien, mener førstedamen. De har sat deres »egen dagsorden over amerikanernes velbefindende«, lød det fra Melania Trump, der beskylder partiet for at forsøge at splitte amerikanerne under coronapandemien. Også Demokraternes præsidentkandidat, Joe Biden, fik kritik:

»Det amerikanske folk kan se tilbage på Joe Bidens 36 år i Kongressen og otte år som vicepræsident og bedømme, om de mener, at han nu endelig vil være i stand til at få noget gjort for det amerikanske folk,« sagde førstedamen.

»Joe Bidens politik og socialistiske dagsorden vil blot ødelægge Amerika og alt det, vi har opbygget i de seneste fire år,« sagde hun senere.

Hun havde også hårde ord til medierne, som hun anklager for at have dæmoniseret Donald Trump i løbet af de seneste fire år.

»Før min mand stillede op som præsident, elskede medierne ham, fordi de så den mand, som jeg ser hver dag: En, der er hård, succesfuld og retfærdig,« sagde Melania Trump og beskrev præsidenten som en mand med et stort hjerte og fantastisk humor, som »ser potentiale i alle, han møder, uanset køn, race, religion eller seksuel orientering«:

»Da han stillede op som præsidentkandidat for Republikanerne, skabte medierne et andet billede af min mand – et billede, jeg ikke kan genkende, og de behandlede alle hans støtter med lignende foragt.«

Lyt til »Kampagnesporet,« Berlingskes podcast om amerikansk politik: