Mareridtet lurer i Brøndby-baghovedet: 'Jeg tror ikke på spøgelser'

Kun Alfred Hitchcock kunne have skrevet det bedre!

Brøndby skal ud i en gyser næste søndag, hvor det er en regulær risiko,  at klubben misser top seks og dermed går glip af mesterskabsspillet.

Gyserens kulisser stilles naturligvis op i Horsens. Byen, hvor Brøndby for år tilbage undgik nedrykning - men også byen, hvor de blå-gule for bare ti måneder siden lod et danmarksmesterskab glide af hænde.

Brøndby var sekunder fra at slå Horsens og sikre sig en matchbold i forhold til DM-guldet. Men som de fleste husker ville en islandsk angriber ved navn Kjartan Finnbogason det anderledes...

Nu skal Brøndby tilbage til stedet, hvor guldet glippede. Og det skal de med alt på spil. En sejr giver adgang til mesterskabsspillet. Alt andet kan resultere i en glippet målsætning og en plads i nedrykningsspillet. Nu er det op til Brøndby-træner Martin Retov at få sine spillere til at glemme mareridtet fra maj.

Tror du, der er et spøgelse?

»Generelt tror jeg ikke på spøgelser. Men jeg ved, hvor du vil hen. Jeg skal selvfølgelig bruge noget tid i den her uge på at få slettet det lidt grimme aftryk, vi endte med derovre sidste år. Det er en helt ny fodboldkamp. Det gælder noget helt andet. Det skal vi være bevidste om,« siger Retov.

»Jeg har det rigtig godt i Horsens. Jeg kender byen ud og ind og har været der i så mange år. Jeg har haft store oplevelser derovre, og jeg håber, spillerne ligesom mig vil gå til opgaven med stor optimisme og har glemt det, der skete sidste år. For jeg kender jo mekanismerne,« siger Brøndby-træneren, der tidligere selv har spillet i den østjyske klub.

Retov håber, det kan hjælpe ham og Brøndby, at mange nye spillere er kommet til vestegnen de seneste måneder. Derfor er det ikke alle, der skal have rystet et Horsens-spøgelse af sig inden næste søndag.

»Der er mange spillere, der ikke var med i den kamp. Det er den indgangsvinkel, jeg vil bruge. Det er en ny turnering og et nyt år. Vi kan ikke bruge den kamp til noget,« siger han.

En plads i top seks er vanvittig vigtig for Brøndby, der derfor har alt på spil. Sæsonen 2018/19 vil være en ren fiasko, hvis Brøndby slutter den af i nedrykningsspillet.

»Hvis vi kommer i top seks, kan vi jagte vores målsætning. Vi har et mål om at blive nummer tre. Det kan vi selvsagt ikke gå efter, hvis vi ender udenfor. Så det er alfa omega, at vi klarer den. Derefter kan vi jagte OB, der ligger på tredjepladsen nu,« siger Martin Retov, der dog tager de optimistiske briller på.

»Selvfølgelig er jeg bevidst om risikoen. Men jeg er også sikker på, det nok skal gå. Jeg er ikke så bange for det,« slutter den nye Brøndby-træner.