Store skattesmæk til mange boligejere

Alene ordet grundskyld kan få det til at løbe koldt ned af ryggen på mange boligejere. Denne grundskyld har nemlig de senere år udviklet sig til en betydelig økonomisk byrde.

Ganske store ekstra skatteregninger skal over de kommende år betales af alle landets boligejere. Særlig store stigninger vil komme omkring København og i andre af landets dyreste områder.

Årsagen er, at de offentlige vurderinger af grunde hæves ganske betydeligt den 1. oktober i år. Det sker i forbindelse med den nye almindelige vurdering, som snart skal foretages.

De højere vurderinger betyder, at ejere af huse og fritidsboliger over de kommende år tvinges til at betale ganske store ekstra summer i grundskyld.

En typisk husejer på Frederiksberg kan over de kommende ti år se frem til at få fordoblet sin grundskyld, og det er ikke småpenge, det handler om.

En typisk grund på Frederiksberg er i år vurderet til 2,3 millioner kroner. Men denne vurdering ventes at stige til 2,8 millioner kroner til næste år, viser beregninger, BRFkredit har lavet for Berlingske Business.

Med skattestoppet er der sat en bremse på, hvor meget ejendomsskatten kan stige fra år til år. I år må grundskylden således højst stige med omkring fem procent. Den maksimale stigning til næste år er på 4,9 procent.

På Frederiksberg betyder det, at grundskyldes stiger fra knap 25.000 kroner i år til 27.154 kroner til næste år. I Gentofte bliver der tale om en stigning fra 17.500 kroner til 18.500 kroner – altså 1.000 kroner ekstra. Men den stigning vil så forsætte de næste mange år.

»På landsplan skal en typisk husejer af med 400 kroner mere i grundskyld i 2008. Men på Frederiksberg, i Gentofte og andre dyre steder stiger grundskylden med meget mere. Denne stigning fortsætter tilmed over de kommende år og vil være fuldt indfaset efter 16 år. Til den tid vil en typisk husejer i Gentofte skulle betale næsten 46.000 kroner alene i grundskyld – mod tæt ved 17.600 kroner i dag. Det kan betyder, at mange boligejere fremover kommer til at betale mere i grundskyd, end de i dag betaler i ejendomsværdiskat,« forklarer cheføkonom i BRFkredit, Ulrikke Ekelund.

Koster i mange år
Grundskylden vil således blive mere end fordoblet, og oven i dette kommer så ejendomsværdiskatten, som er på én procent af de første tre millioner kroner og tre procent af resten. Dermed kommer de samlede boligskatter op på både 20.000 og 30.000 kroner mange steder i landet. Så boligskatter er – trods skattestop – en udgift, der stiger. Og som stiger mere en årrække frem.

Om ti år vil de samlede boligskatter på et hus på Frederiksberg være oppe på over 70.000 kroner. Det svarer til 5.800 kroner om måneden. Det kræver en indkomst på over 15.000 kroner, hvis man betaler topskat – alene for at betale boligskatterne. Men dermed er det muligvis slet ikke slut

»Skulle grundværdierne stige yderligere de kommende år, vil skatteregningen fortsætte med at vokse mange år fremover,« siger Ulrikke Ekelund.

Dertil kommer, at økonomer i disse år nærmest står i kø for at anbefale højere boligskatter, så der bliver bedre råd til at sætte personskatten ned. Så vinden blæser i retning af endnu højere skat på fast ejendom. Måske i form af et reduceret rentefradrag, måske i form af skat på gevinster ved salg af fast ejendom, eller måske ved at hæve de nuværende skattesatser for ejendomsværdiskat og grundskyld.