Viktor Fischer i målform efter lang skadespause

Han har siddet uden for i næsten et år, men nu begynder det at lysne for Viktor Fischer, der kæmper for en plads i Jess Thorups U21-EM-trup til sommer.

Den danske kantspiller har siden sin skade spillet tre kampe for Ajax - den seneste fredag aften - og nu er han oppe på to mål. Viktor Fischer sørgede nemlig for udligningen, da Ajax' andethold, Jong Ajax, dog alligevel endte med at tabe 2-1 til Eindhoven i den næstbedste række.

Men det var alligevel positivt for Viktor Fischer, der fik 90 minutter for første gang.

»Nu skal jeg have opbygget noget rytme, og det vil jeg gøre i den kommende tid i Ajax. Jeg har ikke travlt,« siger Fischer til Ajax' hjemmeside.

Det ligner en fint tilrettelagt opbygningsfase, Viktor Fischer er inde i. Først fik han 45 minutter for Jong Ajax i sit comeback, så 60 minutter med et mål i en lukket træningskamp mod Dortmund og nu altså 90 minutter med et mål igen.

Hvornår han er tilbage for førsteholdet i Ajax, vides endnu ikke.