UEFA udsætter Sevilla-kamp

UEFA udsatte tirsdag Champions League-kampen mellem AEK Athen og Sevilla, efter at Sevillas Antonio Puerta døde oven på sit hjerteanfald i weekenden.

Champions League-kvalifikationskampen mellem AEK Athen og Christian Poulsens klub, Sevilla, er blevet udsat, efter at spaniernes Antonio Puerta tirsdag blev erklæret død. Det har det europæiske fodboldforbund, UEFA, besluttet. Kampen, som skulle have været afviklet tirsdag aften, bliver i stedet spillet mandag den 3. september, hvor Sevilla ellers skulle have mødt Osasuna i den spanske turnering. Sevilla fører 2-0 over AEK Athen efter den første kamp i Spanien.

Antonio Puerta døde tirsdag på hospitalet, tre døgn efter at han blev ramt af et hjerteanfald under Sevillas 4-1-sejr over Getafe i den spanske La Primera. Den 22-årige spiller sank pludselig sammen i første halvleg, men i første omgang troede man blot, at der var tale om et ildebefindende, og han kunne forlade banen støttet af Sevillas lægestab. Puerta kollapsede dog endnu en gang i omklædningsrummet, og han blev kørt på hospitalet, hvor han døde tirsdag.

/ritzau/