T-Mobiles Sinkewitz ude af Tour'en

Patrik Sinkewitz kommer ikke til start på tirsdagens etape i Tour de France efter sit uhyggelige styrt søndag, da han torpederede en tilskuer efter 8. etape.

Tour de France 2007 er slut for Patrik Sinkewitz. T-Mobile-rytteren kørte søndag ind i en tilskuer i et uhyggeligt styrt, da han efter 8. etape kørte ned ad bjerget mod rytterhotellet. Patrik Sinkewitz kørte med høj fart, og i faldet brækkede han næsen og pådrog sig skader på både skulder og knæ.

Endnu værre gik det imidlertid for tilskueren fra Luxemborg, som har ligget i koma siden i aftes på et hospital i Chambery.

Patrik Sinkewitz er den tredje T-Mobile rytter, der forlader Tour de France efter 8. etape. Holdkaptajnen Michael Rogers styrtede i udbruddet med Michael Rasmussen, på et tidspunkt da australieren ellers var ved at køre sig i den gule førertrøje, mens sprinteren Mark Cavendish som planlagt blev taget ud af løbet for at spare ham for yderligere strabadser.

/ritzau/