Palm henter Palle-boksere

DK4 synes at blive den store taber i tv-spillet om Kessler-stævnet. Hans Henrik Palm fylder nemlig plakaten med boksere hentet på lejeaftaler hos Team Palle. Så den lille tv-kanal står helt uden rettigheder både til Mikkel Kessler og de øvrige kampe trods tv-aftalen med Team Palle.

Meget tyder på, at Mikkel Kesslers VM-kamp havner hos TV2 og Viasats nye sportskanal, TV2Sport. Foto: Lars Møller Fold sammen
Læs mere

Det store puslespil om Mikkel Kesslers kommende VM-kamp begynder så småt at tage form, selv om de sidste brikker fortsat mangler.

I dag holder promotor Hans Henrik Palm møde med bestyrelsesformand Flemming Østergaard om leje af Parken til at huse stævnet. Terminen lyder på 24. marts. Og det store tv-spil om retten til at transmittere fra stævnets tidlige boksekampe og bagefter VM-braget mellem Mikkel Kessler og mexicanske Librado Andrade kommer langsomt tættere på mål. Eller rettere sagt, i tv-stationernes udskilningsløb er de resterende muligheder nu efterhånden til at overskue.

DK4 synes i hvert fald så småt at være kørt helt ud på et sidespor, selv om stationen har en tv-aftale med Team Palle.

Med den aftale i hånden troede DK4 ellers, at tv-stationen skulle sende kampene før det dobbelte VM-brag. Det er nemlig naturligt nok boksere fra Stald Palle, der skal bokse forkampene til mødet mellem Kessler og Andrade.

Sådan bliver det imidlertid næppe. For Hans Henrik Palm står som enearrangør af ikke bare VM-kampen, men hele stævnet, som han har sikret sig patenten på. Og han fylder sin stævneplakat op ved at hyre Team Palle-boksere som daglejere. Derved kan han sælge hele pakken til højestbydende uden mislyde fra DK4.

»Alle rettighederne til stævnet tilhører mig. Men da jeg ikke har nogle boksere, så er jeg jo nødt til at gå ud og købe nogle hos dem, der har. Og det har Bettina og Mogens jo. De fungerer så udelukkende som managers til det her stævne. De er ikke en del af selve arrangementet,« siger Hans Henrik Palm.

TV2Sport på banen
Dermed tyder mere og mere på, at hele pakken ender som en døråbner for TV2 og Viasats nye sportskanal, TV2Sport, til kabelnettets kunder. Men det kræver selvfølgelig Konkurrencestyrelsens blåstempling af TV2Sport først.

Ellers kunne stævnet sælges som pay-per-view-pakke. Kun Viasat og Canal Digital har imidlertid distributionsapparatet til at lave pay-per-view i Danmark. Men ifølge Mogens Palle har Canal Digital takket pænt nej til et første udspil, inden Palm kom på banen. Prisen var ganske enkelt for høj, og det er den formentlig stadig.

Derfor peger pilen ved en pay-per-view-aftale måske mest mod Viasat.

En sidste mulighed kunne dog være en deleaftale mellem Viasat og Canal Digital, så begge parter mindsker udgifterne.

»Det scenarie er jeg åben for. Vi ønsker ikke nødvendigvis eksklusivitet. Der skal blot være en bedre balance mellem risiko og ressourcer end i det første oplæg,« siger Jens B. Arnesen, adm. direktør for Canal Digital Danmark.

Så kan Canal Digitals samarbejdspartner DK4 måske alligevel få held til at vise de tidlige kampe, hvis alt altså flasker sig. Men det ligger nok ikke lige for, indrømmer Ib Søby, sportschef på DK4.

»Min fornemmelse er nok, at vi ikke står først i køen. Men vi har ikke hørt noget fra Palm og Palle endnu, og der er stadig ikke noget, der er faldet endeligt på plads, som jeg ser det,« siger Ib Søby, der til gengæld glæder sig over, at DK4 med garanti sender Spend Abazis VM-kamp den 23. februar i Falconer Centret.

Hans Henrik Palm håber i de kommende dage også at lukke en tv-aftale med kanalen HBO om de amerikanske rettigheder til kampen mellem Mikkel Kessler og Librado Andrade.anda@berlingske.dk

car@berlingske.dk